Knald på gummibåden i Birthe Kjær-musical

Musical bygget op omkring 25 af den populære sangerindes hits

8. august 2019, 11.14

25 Birthe Kjær-hit er det musikalske indhold i musicalen »Vi maler byen rød«. Foto: Jakob Stigsen Andersen

FAVRSKOV Der er garanti for, at man kan synge med, hvis man holder af Birthe Kjær, når MusicalEmsemblet opfører musicalen »Vi maler byen rød« til oktober i Sløjfen i Hadsten.

Musicalen bygger på de utallige hits, som danskpop-dronningen Birthe Kjær har sunget gennem årtier.

Den er skrevet af Schriver & Hoe, og den havde første gang premiere i 2006 på Rosenteatret i Århus. Senere er den blevet opført på både Gasværket i Brabrand og Randers Egnsteater med stor succes.

Manden bag forestillingen. Anders Schriver, er glad for at være tilbage i Sløjfen, hvor det blev nødvendigt at aflyse sidste år.

Igen i år er det overvejende Hadsten folk, man finder på scenen, men der er også blevet plads til et par stykker udefra. Historien er i bedste Morten Korch stil og foregår i en lille by ude på landet. Her møder vi gåseavler Theodor, som er ved at planlægge byens 200 års fødselsdagsfest. Den skal have alt, hvad den kan trække, og derfor hyrer han Birthe Kjær til at komme og spille.

Eller det tror han i hvertfald. Men da det går op for ham, at han nok har været lidt for hurtig i vendingen.

Altså må alle sejl sættes til for at undgå en katastrofe.

Musicalen er krydret med 25 af Birthe Kjær´s dejlige og populære sange. Der er de meget kendte som »Vi maler byen rød« og »Den knaldrøde gummibåd« over til mindre kendte som »Lange Lars fra Langeland«. Man kan allerede nu sikre sig en billet til forestillingen, der spiller fra 3. til 5. oktober.