
1 måned siden
TURISME Forleden kunne man her i avisen under overskriften »Gæster vilde med at overnatte i Silkeborg« læse en opgørelse over antal overnatninger i Silkeborg i 2022 leveret af Visit Aarhus.
645.440 blev det til sidste år, hvilket svarer til en fremgang på 4,8 procent siden 2019.
Men når man kigger på fremgangen i Aarhus på 18,3 procent for samme periode, så får de senere års kritik og skrantende samarbejde mellem Silkeborg og Visit Aarhus ny næring.
Besøger man Himmelbjerget er det som silkeborgenser lidt akavet at modtage en Visit Aarhus-brochure på vejen op. Himmelbjerget ligger ned til Silkeborgsøerne og i Skanderborg kommune.
Når man besøger visitaarhus.dk er Silkeborg henvist til en underrubrik under det man samlet kalder »Aarhus Regionen«.
Navnet Silkeborg figurerer ikke under forsiden. Silkeborg går under betegnelsen »sø-distriktet«.
Sø-distriktet er, ifølge Visit Aarhus, en fællesbetegnelse for Silkeborg, Ry og Skanderborg hvor området betegnes som »vidunderligt« med »Danmarks højeste bjerge«.
Faktum er, at Skanderborg havde en belægningsfremgang på 5,5 procent. Aarhus havde altså en fremgang der var langt højere end Silkeborg og Skanderborg.
I Danmarks mest naturskønne og unikke omgivelser kan de ikke være tilfredse med den underminerede tilværelse.
Silkeborg betaler 2,5 millioner kroner årligt fra 2023 for markedsføringen af Aarhus Regionen. Beløbet var til og med 2022 på 3,5 millioner kroner.


Budget 2023: En million kroner mindre til Visit Aarhus
De penge kunne i stedet bruges til at markedsføre Hjejlen, Himmelbjerget, Silkeborgsøerne, Tollundmanden, Museum Jorn og mange andre seværdigheder og attraktioner i Silkeborg og omegn med vores unikke vare-mærke som Danmarks outdoorhovedstad.
Søhøjlandet kan under ét betegnes som et stort ressort, der udskiller sig mærkbart fra den øvrige del af Visit Aarhus-paraplyen.
Men det unikke og særprægede drukner i »samarbejdet« med Visit Aarhus og de i alt syv kommuner med hver deres egen fortælling.
Det handler netop om historiefortælling, fællestræk, synergi, geografi og en passioneret og nicheorienteret tilgang, hvis Silkeborg og opland skal sælge sig selv dyrest muligt og komme på omgangshøjde med turist-fremgangen i Aarhus.


Leder: Visit-samarbejde knager i fugerne
Vi har alle forudsætningerne. Men hvad enten Silkeborg skal gå solo eller lave et samarbejde med Skanderborg må tiden vise.
Det er tid til løsrivelse, og tallene viser tydeligt, at det at være en underkategori til Visit Aarhus resulterer i netop det navnet reklamerer for: At besøge Aarhus.
Visit Søhøjlandet vil være et fundament, der inkluderer Silkeborg og Skanderborg, - der med søerne binder området sammen i en smuk symfoni med Laven og Ry som små oaser i en unik og eventyrisk idyl. Det kunne være et frisk bud.
Tiden er moden.


Silkeborg som turistby: Lad os samle kræfterne i Søhøjlandet
Indlæser debat