Midtjyske Meninger: Så er der valg

Udgivet:05. oktober 2022, 09.39

Læsetid:3 minutter

Af René Skau Björnsson. Direktør Silkeborg Boligselskab

FOLKETINGSVALG For mange år siden var jeg en af de politikere, der fik ekstra travlt, når valgrygterne tog til i styrke. Så var det tid til at komme ud på gader og stræder og dele ud af muleposer, roser, bolcher og flyers. Det var en effektiv slankekur - jeg tabte altid fire-fem kilo i en valgkamp. Og om lidt står de der igen, de mange håbefulde danskere, der drømmer om en plads i Folketinget. I år er der mange flere, end der plejer. Hele 14 partier vil kæmpe om din opmærksomhed, når du handler hos den lokale købmand eller går en tur hen over Torvet og ud i gågaderne.

Men det er meget hårdere at være politiker i dag. For politik har forandret sig markant siden dengang, jeg selv var aktiv politiker. I dag skal det gå hurtigt, budskaberne skal være bekymrende forsimplede og det virker næsten som om, at det er vigtigere at kritisere de andre på deres person, end at fremlægge forslag til, hvordan vi løser de udfordringer, som vores samfund har.

Årsagen til det er dig og mig og alle de andre vælgere i dette land. Det er i hvert fald den forklaring, som jeg kunne læse i en avis forleden. Vi vælgere er blevet vrede. Vi føler ikke, at vi bliver hørt og set. I min radio kunne jeg en dag høre en kvinde udtale, at hun var blevet »snydt« af regeringen. Det mindste lille fejltrin fra en politiker og BANG! så vil vi ikke længere bakke vedkommende - eller vedkommendes parti - op. Vi zapper rundt i vores politiske tilhørsforhold præcis, som vi zapper rundt i alt muligt andet i vores liv. Og politikerne lærer hurtigt. Når de kan se, at vi vælgere straffer et parti, hvis blot der kommer dårlige historier frem, så bruger de al deres energi på den slags mudderkastning i stedet for at tale politik.

Vi vælgere har derfor et kæmpestort ansvar for at trække vejret dybt ned i maven og overveje grundigt, hvem det er, vi stemmer på og ikke mindst hvorfor. Jeg har aldrig mødt hverken virksomhedsledere, lønmodtagerrepræsentanter eller repræsentanter for interesseorganisationer, der mener at vide, at alle udfordringer kan løses med simple virkemidler. Uanset hvad man beslutter politisk, vil der altid være nogle, der vil føle sig forbigået, eller som synes, der skulle være gjort mere eller mindre. »Dem og os« er aldrig en god løsning og uanset, hvor kedeligt det kan lyde, så handler det om at lytte til hinanden og finde kompromisset, hvis vi skal lave politik, der gavner hele vores land. Uanset om det er blå eller rød blok, der har nøglerne til Statsministeriet.

Så når du nu skal kæmpe dig igennem skoven af politiker-arme, der rækker ud efter dig på gader og stræder, så stop op og tag en snak med dem - særligt dem, du er uenig med. De står der, fordi de gerne vil gøre en forskel for dig og mig og sikre, at vores demokrati kan leve. Og måske viser det sig, at der slet ikke er grund til at være så vred på dem, som du måske går rundt og tror.

God valgkamp.

Indlæser debat