Lad os nu ikke tage hjertet ud af alt

Udgivet:08. juni 2023, 13.34

Læsetid:2 minutter

Af Søren Wenzel Nielsen Folkeskolelærer og bestyrelsesmedlem af Radikale Venstre Silkeborg

4 måneder siden

KLUB Der er noget unikt over Århusbakken. Vi er rigtig mange forskellige mennesker placeret i en god portion blokke, hvor den kulturelle diversitet er blomstrende, givende og lærerig. Der er udfordringer indimellem, men vi formår at holde den gode tone og skabe den nødvendige tryghed, på tværs af vores forskellighed.

Alt dette skal vi værne om, og vi skal kunne give det videre til vores børn og unge. Det er vigtigt for børn at kunne mødes og danne relationer uanset bopæl, velstand og kulturel baggrund, fordi her er det legen og de fælles interesser, der fremmer forståelsen, så kulturkløfterne nedbrydes.

Nu er Klubben på Rylevej snart til debat i byrådet, og måske ender det med, at den flyttes væk fra blokkene for at gøre plads til 20 special børnehave-børn. Det kan jeg som folkeskolelærer og tidligere bruger af klubben ikke se nytte, gavn eller nødvendighed af. Klubben er unik, og rammerne er netop dét der skaber relationerne, på tværs af skoler, kultur og blokke her på Århusbakken. Hvis det lykkedes at flytte klubben, så mister vi et helt specielt frirum for børnene. Et frirum, hvor de kan danne meningsfulde venskaber, der rækker langt udover skolen fire vægge. Det omhandler ikke, at jeg ikke ønsker at der skal være plads til en specialbørnehaveafdeling på Århusbakken, fordi det kan området sagtens rumme, men jeg ønsker langt bedre løsninger end dem som er foreslået.

Der er to scenarieforslag til hvordan klubben flyttes over på Langsøskolen. I det ene scenarie vil man tvinge klubben ind i skolens rammer, hvilket ville sætte skolens fysiske rammer under pres, og i det andet scenarie vil man placere uskønne »pavilloner« lige op ad fodboldbanen.

Ved begge scenarier er det stærkeste argument at børnene ikke skal krydse Århusvej, fra skole til klub, hvilket er decideret absurd, da børnene oftest bruger klubben efter de har været hjemme og stille skoletasken.

Det er vigtigt at gøre Århusbakken til mere end et sportscenter, et sygehus og uddannelse, fordi Århusbakken er et sted, hvor man betragter midtbyen fra oven og har den fantastiske Nordskov i baghaven. Det kan indimellem opleves at Århusbakken er et pitstop for de fleste, og med god grund. For hvis byrådet vælger at stemme for en af de to scenarier, så vidner det om et byråd, der ikke har forståelse for børnene mellem blokkene på bakken.

Jeg håber at kunne fremtvinge en fornuft ved at kaste lys over livet på bakken, så vi ikke står med en halv klub, en mindre skole og en masse børn, som ikke har de rette rammer til at danne dybe relationer, udenfor skolen.