Tænk før du handler

30. november 2019, 08.00

Foto: Jakob Stigsen Andersen

DETAILHANDEL Det er 100% vores alles frie valg, hvor vi køber julegaver, og hvordan vi handler i det daglige. Men før vi handler, bør vi overveje de mulige konsekvenser af vores valg. Forudsat at de lokale butikker (fysisk og i deres webshops) har varer, vi gerne vil have til en fair pris og leverer en god service, hvorfor så ikke handle lokalt! Støtte de butikker, som betaler skat og moms i Danmark, som betaler minimumslønninger, som skaber uddannelse og arbejdspladser, betaler husleje lokalt og sørger for liv og stemning i gaderne i vores by.

Alternativt kan vi sende vores penge ud af landet til internationale web-shops, nogle ejet af kapitalfonde som kynisk accepterer milliard-underskud i kampen om kunderne, indtil de ejer markedet. Og bliver de mon ved med at operere med underskud, eller går det som i mælkekrigen, at når krigen er slut, så stiger varerne igen til markedspris?

Hvor naive tør vi være, og er vi blevet så fattige, at vi ikke vil betale marginalt mere for en vare ved at handle lokalt i en butik, hvor naboen har job, og hvor de med et smil pakker dine gaver ind?

Er det fair konkurrence, når en kinesisk webshop betaler en tiendedel af prisen for at sende en pakke fra Kina, som vi betaler for at sende en pakke anden vej, pga. en forældet postkonvention fra 1874?

De internationale webshops forsvinder ikke - og som ejeren af Amazon er citeret for at sige: »Vi kommer og vi har ét mål »Kill Them All!«« Det er en benhård konkurrence, og de lokale butikker skal gøre sig fortjent til kunderne, men vi har alle et medansvar og bør som minimum tænke os om, før vi handler.

Glædelig jul!