Arsenal forværrer Newcastle-krise på stor anden halvleg

Efter en målløs første halvleg slog Arsenal til tre gange efter pausen. Pierre-Emerick Aubameyang scorede to.

18. januar 2021, 22.54

Pierre-Emerick Aubameyang scorede to gange for Arsenal.

LONDON Efter et skidt udlæg på sæsonen er Arsenal ved at finde melodien i Premier League.

Mandag vandt Arsenal på hjemmebane med 3-0 over Newcastle, og dermed har London-klubben hentet 13 ud af 15 mulige point i de seneste fem kampe. Arsenal er nu på tiendepladsen med 27 point for 19 kampe.

Omvendt er Newcastle nu uden sejr i de seneste syv ligakampe og ligger nummer 15 med 19 point.

Pierre-Emerick Aubameyang har haft svært ved at finde målformen i denne sæson, men mandag kom han på tavlen to gange.

Arsenal dominerede første halvleg og var allerede her bedst, men det var først efter pausen, at favoritten fik gang i målscoringen.

Hjemmeholdet fik hul på bylden fire minutter efter pausen i et kontraangreb. Midtbanespilleren Thomas serverede for Aubameyang, der scorede sikkert til 1-0.

Efter en times spil fik Arsenal igen lov til at eksekvere en kontra, og denne gang scorede Bukayo Saka på Emile Smith-Rowes forarbejde.

Det blev 3-0 med knap et kvarter tilbage, da Arsenal lige akkurat formåede at holde bolden i spil på baglinjen, så Cédric Soares kunne finde Aubameyang, der sørgede for 3-0.

/ritzau/