DET ER DIT VALG - KV21

Folkeskoleelever skal lære flere sprog

4. oktober 2021, 13.29

SPROG Danske eksportvirksomheder har brug for medarbejdere, der kan tale med kunderne, og i Region Midtjylland er det hver tredje virksomhed, der har brug for medarbejdere med tyskkompetence. Derfor er det skidt, når de nyeste søgetal fra universiteterne viser, at stadigt færre søger sprogfagene, herunder tysk og fransk. På disse fag var der i 2021 henholdsvis 16 og ni førsteprioritetsansøgere på Aarhus Universitet, og vi mangler allerede nu gymnasielærere i disse fag.

For det første bør flere folkeskoler udbyde fransk og spansk som valgfag, gerne i et samarbejde, sådan at skolerne ikke står alene med opgaven

Birgit Liin (V)

Problemet opstår i folkeskolen, hvor glæden ved at lære sprog og det internationale udsyn skal understøttes og fastholdes. Ingen folkeskoler i Favrskov tilbyder fransk eller spansk, og det er vanskeligt at rekruttere uddannede sproglærere.

Region Midtjylland har i januar vedtaget en fremmedsprogstrategi i erkendelsen af, at der skal gøres noget. Vi ser i Venstre positivt på regionens sprogstrategi og vil gerne bidrage med at virkeliggøre den i Favrskov Kommune. Vi vil løfte sprogfagene i folkeskolen, og vores plan er følgende:

For det første bør flere folkeskoler udbyde fransk og spansk som valgfag, gerne i et samarbejde, sådan at skolerne ikke står alene med opgaven.

For det andet skal folkeskolerne have hjælp til at rekruttere kompetente sproglærere, så skolerne ikke efterlades med en umulig opgave.

For det tredje vil vi styrke brobygningen til ungdomsuddannelserne, så de sproginteresserede elever får afprøvet, om en sproglig studieretning er noget for dem.

Danmark er ikke en øde ø. Det er Favrskov heller ikke. Derfor skal vi sikre, at båndet til resten af verden bliver stærkere og ikke svagere.

Indlæser debat...