Midtjyske Meninger: Elevatorholdet

4. december 2019, 12.29

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Så tabte vi igen. Endnu et surt nederlag blev føjet til de mange. I Herning af alle steder. At vi kun lukkede to mål ind, er i avisspalterne nærmest blevet udlagt som en succes. Det er træls. Jeg har ondt af drengene, der gang på gang må forlade grønsværen med et sviende nederlag i bagagen.

Det er med andre ord ikke sjovt at være SIF tilhænger i denne tid. Og det er ingen hemmelighed, at nederlag til lokalrivaler gør særligt ondt. Ikke mindst nederlag til FC Midtjylland. Fussionsklubben derude fra vest. De nederlag er nogle af de værste. For de hoverer derude. De synes de er smarte. De går i spidse sko, afbleget hår, cowboybukser og en blazer henne fra Jack&Jones. Det er ikke spor smart. Det ved vi godt. Men de gør det med fryd alligevel. Men værst af alt, så vinder de. Vi taber. Hvem har ret, hvem er smart? Hvem ligger nummer et og hvem nummer fjorten? Svarene er åbenlyse, men gør for ondt at skrive.

Vi er misundelige. Sådan forklarer vor kære chefredaktør, Hans Krabbe, forholdet mellem FCM og naboklubberne, i podcastmediet »Mediano«. Krabbe har som bekendt en skummel fortid hos ulvene på heden. Han fortrød og kom sidenhen til det rigtige Midtjylland. I Herning har de som bekendt kun et Folkeblad. Nok om det. For Krabbe har ret i sin analyse. Vi er misundelige på FCM’s succes. Drøn misundelige.

En ting er, at de er naboer. Det er i sig selv slemt nok. Noget ganske andet er imidlertid, at de har taget vores plads. Da FCM blev skabt i 1999 var det Silkeborg IF, der var blandt de toneangivende klubber her i landet. Guldet i ’94. Medaljer i årene, der fulgte. Pokaltriumfen i 2001. Landsholdsspillere og markante trænerprofiler. UEFA Cup og blot en overlægger fra millionerne i Champions League. Ak ja. Så tæt på og alligevel så langt fra. Minderne har vi da lov at ha’.

Nu har vi byttet plads. SIF er i dag et elevatorhold, der rykker op og ned på skift. Akkurat som Ikast FS var dengang i 90’erne.

Udsigterne for SIF er dystre. Nedrykningen synes uundgåelig. Måske rykker vi op igen. Men hvad nytter det? Skal vi købe dyrt ind og være et ligegyldigt midterhold som Randers? Eller bevare egen identitet, talenter og sund økonomi. Vel vidende at succesen på den korte bane, er begrænset?

Jeg er klart mest tilhænger af den sidstnævnte model. Vi skal tænkte langt. Rigtig langt. Længere end det måske er behageligt for et glødende SIF hjerte. Det bliver svært at vende tilbage til toppen af dansk fodbold. Tålmodighed er imidlertid en dyd, hvis man gider at vente.