Nekrolog: En afholdt familiefar, ven og nabo er gået bort

Damgården i Svejstrup blev rammen for Søren Sørensen og hans familie

Udgivet:03. december 2022, 09.00

Læsetid:1 minut

2 måneder siden

NEKROLOG: Søren Sørensen, Damgården i Svejstrup, er død 84 år gammel.

Efter en tid som landbrugsmedhjælper aftjente Søren Sørensen værnepligten i København.

I 1963 blev han gift med Else, der også er fra Svejstrup.

Familien boede i en årrække i Siim, og Søren Sørensen havde forskellige jobs blandt andet på Aarhus Havn og siden som selvstændig vognmand med blandt andet fast mælketur til Alken Mejeri.

I starten af 60’erne startede Søren Sørensen den virksomhed, han især blev kendt for, mørtelværket i Ry, der leverede produkter til en stor del af byggeriet i Ry i en lang årrække.

I starten af 90’erne overtog familien Ry Beton & Trælast på Siimtoften, som familien drev frem til lukningen i 2000.

Damgården var Søren Sørensens fødehjem, og det var ham en meget stor glæde, da der i 1969 blev mulighed for at købe gården tilbage, efter den i en årrække havde været ude af familiens eje.

Damgården med dens marker og skove blev rammen om den stadig voksende families liv, og Søren Sørensen kunne her dyrke sine store interesser, jagten og naturen.

Det er en afholdt familiefar, ven og nabo med et aldrig svigtende humør, der er gået bort. Hjemmet i Svejstrup var altid gæstfrit og meget er sagt her ved køkkenbordet både i spøg og alvor.

Søren Sørensen efterlader sig sin hustru, fire børn, hvoraf en overtog Damgården i 2021, og otte børnebørn. MTL

Indlæser debat