Sygeplejersker i Silkeborg strejker fra lørdag

14. juni 2021, 13.34

SILKEBORG Et flertal af sygeplejerskerne har stemt nej til et nyt forslag til en overenskomst. Dermed vil over 5.000 sygeplejersker gå i strejke på lørdag.

Silkeborg Kommune er en af 13 kommuner, der er udtaget til strejke.

Det betyder, at 98 kommunale sygeplejersker vil nedlægge arbejdet. Det er sygeplejersker, der står for sygeplejerskefunktioner på rådhuset, fra hjemmeplejen i Them-Bryrup, Silkeborgs midtby, Kjellerup, Alderslyst og Voel samt fra plejecentrene Malmhøj i Vinderslev og Solgården i Sjørslev.

Også Regionshospitalet i Silkeborg er omfattet af strejken. Følgende afdelinger under Center for planlagt kirurgi blev i begyndelsen af maj udtaget til en eventuel strejke: Anæstesi, Operation, Ortopædkirurgi, Dagkirurgi, og Friklinik.

Sygeplejerskerne har tidligere strejket for bedre lønforhold. Mest markant i 2008, hvor strejken varede i 64 dage.

- Konflikterne har alle haft rod i en aftale fra 1969, hvor sygeplejerskernes lønninger blev indplaceret lavere end andre faggrupper, og det er det efterslæb, som vi stadig kæmper for at få gjort op med, siger kredsformand Anja Laursen fra Dansk Sygeplejeråd Kreds Midtjylland, der dækker Silkeborg Kommune.

Ifølge Dansk Sygeplejeråd halter sygeplejerskerne bagefter lønmæssigt i forhold til mandedominerede faggrupper.

- Vi får ikke løn som fortjent i forhold til vores opgaver, ansvar og kompetencer, og nu synes mange sygeplejersker, at nok er nok, siger Anja Laursen.

Hun peger på, at der i mange år har ulmet en utilfredshed med lønforholdene, men de seneste års debat om Metoo og sexisme har sat ekstra skub i kritikken.

- Da Sofie Linde rejst debatten om Metoo, rejste hun også en debat om ligeløn. Det er der mange, der har glemt, men det var faktisk tilfældet, og hun gjorde det meget skarpt. Jeg tror, at det simpelthen ligger i tiden, at vi ikke kan blive ved med at se på så store forskelle på kvinde- og mandedominerede grupper, siger Anja Laursen.

Hun fornemmer en stor kampgejst hos sygeplejerskerne.

- Vi er klar til en langvarig konflikt igen, hvis det bliver nødvendigt, siger hun.

Der er stadig et nødberedskab under strejken, så der ikke opstår livs- eller førligheds-truende situationer.

- Hvis man kører galt i trafikken, så skal man nok få den behandling, der skal til, men det er klart, at det kan være generende, hvis man ikke kan få den operation for sin hofte eller knæ, som man har ventet på, siger hun.

Indlæser debat...