Kan vi ændre Søvej?

Udgivet:11. august 2022, 10.29

Læsetid:2 minutter

Af Luis Da Silva Martins og Johan Brødsgaard Byrådsmedlemmer i Silkeborg (R)

FORSØG Forrige weekends EM i Kano og Kajak viste, hvad Silkeborg kan rumme af sportsbegivenheder. En sand folkefest centralt i byen. Ned til søen, foran rådhuset.

Men det kom sig også særligt af, at man havde lukket Søvej, netop ved rådhuset.

Vi mener, at vi skal skabe flere erfaringer med at bruge Søvej på en anden måde.

Byrådet har en plan om at flytte vejen til syd for rådhuset, så hele området ved Langsøen bliver et rekreativt område - uden biler. Det er en visionær plan på sigt, men også en bekostelig én.

Kan vi i stedet starte med at ændre brugen af Søvej en smule? Give plads til mere liv og flere muligheder? Vi har ikke det endegyldige svar, men vi vil gerne gøre forsøget og rejse debatten.

Det kunne potentielt spare kommunen for en stor investering lige nu, men det kræver, at vi tør prøve det af, inden beslutningen endeligt tages.

Et forslag kunne være, at vi i resten af 2022 - eller hen i de lidt lysere og varmere måneder i 2023 - ændrer på Søvej. Fra (og ikke med) Godthåbsvej til indkørslen for p-området langs Langsøen, lige før rundkørslen. At vi arbejder på at prioritere de bløde trafikanter - cyklister og gående, skaber en begrønning af vejen og laver andre virksomme initiativer, der understøtter Søvej som et rekreativt rum med langt mindre biltrafik. Stadig med mulighed for gennemkørsel, i lavere hastighed, og med mere plads til ophold og de bløde trafikanter.

Når så parkeringskældrene under Fredensgård og Torvet forbindes, kan vi måske tage et skridt mere. Det er da en tanke værd.

Et vellykket forsøg med at ændre vores trafikvaner har vi netop set det seneste års tid på Hostrupsgade, der i vores optik har været en succes; Skoletorvet er blevet »fredet« fra den gennemgående trafik og de lokale restauranter, såvel som events, kan lettere bringe pladsen i spil.

Tænk hvad det torv kan blive til.

De dertilhørende ændringer på Skolegade, Toldbodgade, Estrupsgade og Grønnegade har også skabt en lettere og mere flydende trafik.

Derfor; gør forsøget på Hostrupsgade permanent, og lad os også turde gøre noget for Søvej.

Lad os prøve det af og gøre os nogle erfaringer. Og så tage en velovervejet beslutning derfra.

Læs også
Første skridt til ny søfront Første skridt til ny søfront
Læs også:
Første skridt til ny søfront
Læs også
Hal-nationalisering i Ry Hal-nationalisering i Ry
Læs også:
Hal-nationalisering i Ry

Indlæser debat