DET ER DIT VALG - KV21

Vil vi det?

20. oktober 2021, 12.23

SAMARBEJDE Jeg har de seneste år på møder, som formand i lokalrådsregi, i foreningsregi og i spalterne her i avisen bidraget til at sætte en dagsorden. På flere områder. Alle vigtige. Et af dem, et meget vigtigt et af slagsen, har været at samarbejde. Ikke alle har ønsket det. At samarbejde med mig. Dog langt de fleste. Man må arbejde med det man har. Har man sagt A, må man også sige B. Vi er for at skabe det bedste for Silkeborg, borgerne, dig og mig.

Nu hører og læser jeg mig til at flere slår ind på min dagsorden. Det glæder mig. Oprigtigt.

Note: Samarbejde er for mig mere end valgkampsannoncer og et budgetforlig, som dog, for sidstnævnte, selvsagt er godt. Det handler om den daglige drift, med de rette værdier. Alt det som gør hverdagen for byen, borgerne, dig og mig.

Hvis vi vil skabe resultater i fællesskab, så må vi lytte, af og til sluge en kamel og erkende en fejl for at komme i mål med et bedre Silkeborg. Skabe dialog både vi politikere i mellem, men især med os borgere. Det kræver nogle, der vil tænke nyt, anderledes og bredt. Det kræver vilje, det rette fokus og at vi gør det. Erkender at noget skal laves om.

Jeg er med på at indlægget her ikke er et konkret »vi skal flytte den her vej« type indlæg. Det har jeg brugt andre indlæg til. Jeg er også med på at nogen synes tingene skal forblive, som de er. Og at jeg er grøn, naiv og ikke forstår mig på politik, som man plejer at forstå politik. Forkert. Politik, hvis vi skal kalde det sådan, er samarbejde. Også med dem der er anderledes end os selv. Vi borgere er forskellige - heldigvis. Kommune er fællesskab.

Men grøn det er jeg, især når det handler om miljøet og at passe på vores fantastiske natur og det, der gør Silkeborg til Silkeborg. Det skal vi nemlig også. Sammen.

Så vi skal ville det. Samarbejde. Det forpligter. Også efter - eller især - efter et kommunalvalg.

Indlæser debat