Ministerier kæmpede om hjemmel til aflivning af mink

Hjemmel til aflivning af mink var en varm kartoffel mellem ministerier.

22. oktober 2021, 18.09

KØBENHAVN Da regeringen havde besluttet at aflive alle mink, opstod der i et døgns tid tvivl om, hvorvidt der var lovhjemmel til at aflive alle minkene.

Tvivlen var klimakset på flere måneders kamp mellem det daværende Miljø- og Fødevareministeriet og Sundhedsministeriet om, hvem der havde lovgrundlag til at aflive alle mink.

Kampen stod på, i flere uger op til at regeringens top den 3. november besluttede, at alle mink skulle aflives.

Fredag så Minkkommissionen en intern mail fra september 2020 fra specialkonsulenten Niels Torpegaard Christensen i Sundhedsministeriet.

Heri skriver han, at der i hans øjne var hjemmel i lov om hold af dyr, der hørte under det daværende Miljø- og Fødevareministerium.

- Jeg forstår ikke, hvorfor vi skal ind i epidemiloven. I lov om hold af dyr er der hjemmel til aflivning, står der i mailen.

Modsat var man i Miljø- og Fødevareministeriet af den opfattelse, at en aflivning af alle mink skulle høre til i epidemiloven, der hører Sundhedsministeriet.

Tidligere har afdelingschef Tejs Binderup fra Miljø- og Fødevareministeriet forklaret, at hans ministerium aldrig har ment, at der var hjemmel til at aflive alle mink i lov om hold af dyr.

- Så har der været en kort periode fra 4. (november) ved middagstid til 5. (november) ved middagstid, hvor der er nogen, der siger, at vi tror, at vi kan bruge jeres hjemmel alligevel, lød det fra Binderup i hans afhøring.

Den "nogen" er tilsyneladende Sundhedsministeriet.

Regeringens koordinationsudvalg med en række topministre - herunder statsminister Mette Frederiksen (S) - besluttede om aftenen 3. november, at alle mink skulle aflives.

Formiddagen efter talte de forskellige ministerier sammen. Her rejste Tejs Binderup, at Miljø- og Fødevareministeriet ikke mente, at der var lovgrundlag til aflivningen.

Men den udlægning blev ikke delt i Sundhedsministeriet. Her spurgte afdelingschef Dorthe Søndergaard, om det ikke bare handlede om at stille de rigtige spørgsmål til sundhedsmyndighederne, og så kunne der findes et lovgrundlag.

Hun forklarede fredag for Minkkommissionen, at hun tidligere havde oplevet, at Miljø- og Fødevareministeriet kunne ombestemme sig.

- Jeg har ligesom lært, at deres første udgangspunkt er: Det kan vi ikke håndtere inden for vores rammer. Og det kan de så alligevel, sagde hun fredag.

Det fremførte hun også senere på formiddag 4. november i en samtale med to embedsfolk fra Justitsministeriet.

Her blev Niels Torpegaard Christensens mail, der på det tidspunkt var over en måned gammel og var udarbejdet i en anden sammenhæng, hevet frem.

Niels Torpegaard Christensen selv havde i mellemtiden skiftet job. Han forklarede fredag, at hans mail i september byggede på omkring 10 minutters arbejde.

Efter samtalen skriver den ene af Justitsministeriets embedsfolk, afdelingschef Anne-Mette Lyhne Jensen, at det er "arbejdstesen", at der er hjemmel i en af Miljø- og Fødevareministeriets love.

Derefter er der i cirka 24 timer udvekslinger frem og tilbage, inden Justitsministeriet må konstatere, at det ikke har grund til at tilsidesætte Miljø- og Fødevareministeriets vurdering.

Derefter begynder der et arbejde på at lave en ny lov.

I mellemtiden havde regeringen om eftermiddagen 4. november på et pressemøde fortalt offentligheden, at alle mink i Danmark skulle nedlægges.

/ritzau/