»Mor Karen« fra Jyllandsringen er død

Karen Frederiksen, der var bestyrer af kantinen på FDM Jyllandsringen i Silkeborg, blev 88 år

11. december 2020, 13.00

Karen Frederiksen fotograferet cirka 1995 på FDM Jyllandsringen, hvor hun var en legende i mere end 25 år som »Mor Karen«. Hun regerede i køkkenet og har leveret utallige måltider til kursister, elever, racerkørere. Hendes frikadeller og kold kartoffelsalat var legendarisk.

MINDEORD: Kjeld Gaard-Frederiksen har skrevet følgende mindeord over sin mor, Karen Frederiksen, Sejs:

Vores mor og farmor Karen Frederiksen »Mudde« er stillet sovet ind søndag den 6. december på Sejs plejecenter, 88 år gammel.

Enhver, der kendte Karen, ved, at hun var et meget kærligt og hjælpsomt menneske. Sådan var hun også som mor.

Mor voksede op i små kår i Låstrup nordvest for Viborg i svære tider under krigen. Derfor har nøjsomhed og ydmyghed været egenskaber, som mor har båret med sig.

Hun blev som ung ramt af tuberkulose, men det blev også hendes lykke - for på Krabbesholm sanatorium ved Skive mødte hun Harry. De blev gift i 1956, fik to børn, Anette og Kjeld, og levede sammen i lidt over 62 år, til far gik bort i 2019.

De fik deres hjem i Silkeborg. Mor var hjemmegående, mens vi var små, men endte med at få en lang karriere som legendariske »Mor Karen« - bestyrer af kantinen på FDM Jyllandsringen, hvorfra hun fik på efterløn i slutningen af 90’erne.

Mor og far rejste, så længe kræfterne slog til, men begge var altid klar, når vi, deres børn, havde brug for en hjælpende hånd. To børnebørn Jens Christian og Peter kom til, og mor blev til »mudde«. De har også nydt godt af hendes kærlighed og omsorg.

Mor kan nu hvile i fred ved siden af far.

I os lever minderne om en kærlig og omsorgsfuld mor, og i os vil hun leve for evigt.

Æret være mors minde!