Midtjyske Meninger: Eventyret om trinbrættet

30. juni 2020, 11.33

Foto: Martin Ballund

For nylig kunne man her i avisen læse om et forslag fra SF og S om at nedlægge jernbanen mellem Silkeborg og Sejs-Svejbæk og erstatte den med busser. På journalistens spørgsmål, om ikke det ville give gener for en del passagerer med de to ekstra omstigninger, svarede Hans Okholm, at vi var langt bagud i forhold til Holland, og han tilføjede: »Og hvis løsningen er god nok, er et skifte til et andet transportmiddel ikke et problem«.

Det kalder jeg en morsom logik. Det er det samme som at sige: »Hvis det er godt nok, så er det godt nok«. Sandheden i udsagnet kan man ikke være uenig i, men indholdet har ingen mening. Jeg husker, at jeg et sted har set, at teknikken ofte benyttes som en form for selvbekræftelse. En yndet beskæftigelse for nogle politikere.

At Okholm så også mener, at det er en fordel med de to ekstra omstigninger for de rejsende, styrker ikke respekten for SF. Hvis han i det hele taget er SF’er og ikke blot en politiker, for hvem magtbegæret har overtaget pladsen som den indre kaptajn. Et skib med den rorsmand risikerer at ende som spøgelsesskibet »Den Flyvende Hollænder«. Heldigvis er vi jo langt bagud i forhold til hollænderne - kan vi forstå.

En langt bedre metode, der indeholder både historie og tilpasning til en roligere og mere tænksom og levende livsform, som coronaen har sat os på sporet af, vil være at genoprette jernbanens trinbræt ved Sindbjergvej.

For dem, der ikke kan huske træ-perronen, kommer her en lille forklaring. Ville man med toget, skulle man række armen ud. Kom man fra Skanderborg og ville af toget i Sejs, var problemet, at kun få tog stoppede ved trinbrættet. Man måtte derfor købe billet til Silkeborg. Teknikken med alligevel at komme af i Sejs bestod så i at få en hyggelig snak med togføreren og lave sjov med, at toget ikke standsede i Sejs, selv om det var der, man skulle af. På forunderlig vis stoppede toget så alligevel ved trinbrættet.

Jeg har oplevet, at nogen af dem, der ikke kendte de uskrevne køreplaner, kom op at skændes med togføreren, fordi man havde købt billet til Sejs, hvor toget ifølge køreplanen ikke skulle standse. Togføreren krævede derfor betaling og gebyr for turen fra Sejs til Silkeborg.

Jeg har faktisk oplevet, at toget standsede ved trinbrættet, så alle os med billet til Silkeborg og kendskab til den hemmelig køreplan kunne stå af i Sejs. En dag omfattede den service ikke en meget diskussionsivrig passager. For ham blev det til en fortsat tur med tog til Silkeborg. Sådan har enhver tid sine egne regler.

Må vi bede om et trinbræt i Sejs igen inden coronaens- og de fede bilers tid, er blevet til en fjern og eventyrlig fortid for fremtidens indbyggere i Sejs.