Visioner for Silkeborg som en smuk, bæredygtig og levende by

15. september 2021, 12.41

Foto: Jens Anker Tvedebrink

BYGGERI Der bliver bygget, bygget og bygget. Byggeindustrien er i sig selv en af de allerstørste CO2-syndere. Selvom noget af det kalder sig bæredygtigt, fordi der lægges grønt på taget, så er det mindre bæredygtigt end nogen sinde, og en hån imod begrebet bæredygtig. Der bygges med store facadeelementer, der laves i Østeuropa og transporteres derefter som tung last til byggestedet. Ofte mere end 1000 kilometer transport. Det ene vogntog efter det andet. Pris og effektivitet i byggebranchen overtrumfer miljøet.

Silkeborg kan gå forrest og i den grad vise flaget som outdoor og miljøforkæmper

Jakob Skovenborg

Lad os dog lige trække håndbremsen og tage en fornuftig debat om det vi har gang i. Hvad er det vi vil efterlade til eftertiden. Jeg er enig med mange i den debat der går på selve arkitekturen, som ikke just er i højsædet i det, vi har set indtil nu, skyde op på de mest dominerende steder i Silkeborg. Arkitekturen ser ud til ofte at være dikteret af højeffektive produktionsmetoder.

Andre steder eksperimenteres der med at bygge selv meget høje huse i træ. Selv skyskrabere bygget i træ er på vej. Men ikke i Danmark. Silkeborg kan gå forrest og i den grad vise flaget som outdoor og miljøforkæmper. I Silkeborg kan vi hente træ til lige uden for døren. Et højhus i Silkeborg bygget af douglasgran hentet lige i Silkeborg skovene. Minimal transport af byggemateriale. Maximal binding af CO2. Et CO2-positivt hus fra dag 1. I Danmarks Outdoor Hovedstad.

Lad os håbe at temaet for næste byrådsvalg, bliver »Visioner for Silkeborg som en smuk, bæredygtig og levende by«

Indlæser debat...