Midtjyske Meninger: Klumme nr. 100

2. december 2019, 11.40

Foto: Martin Ballund

Kære læser, så er jeg nået til min klumme nr 100, og jeg har glædet mig. I mere end seks år har jeg nu leveret mit syn på sagen set fra verdens navle, vores dejlige lille Bryrup.

Min tro følgesvend i forskellige fortællinger er mit ældste barnebarn. Som lille var han med til Horsens for at levere handsker. Nu er han konfirmeret, har dyb stemme og enkelte bumser.

Og så vokser han. Jeg har sagt til ham (i spøg), at hvis han bliver højere end mig, så gør jeg ham arveløs. Det pjatter vi lidt omkring, udveksler et gensidigt smil, der betyder, at vi kan li’ hinanden.

Forrige søndag lige før SIF tabte til Esbjerg fortalte han mig at nu var højden 175 cm. Nu er han virkelig tæt på.

Fra mit barndomshjem har jeg taget min mors uhæmmede optimisme med som mit livs følgesvend. Hun lærte mig, at vi altid skal forsøge at se det positive. Og vi skal forsøge at se muligheder, hvad der så end sker.

Der kan være øjeblikke, hvor det er svært. Da jeg ikke er nogen årsunge længere, er det uundgåeligt, at jeg gennem min klummetid har været nødt til at sige farvel til nogen i familien, nogen naboer, en badmintonkammerat og andre virkelig nære venner, som jeg nød samværet med.

Når jeg tænker på dem, forsøger jeg altid at fremkalde den gode historie, den sjove oplevelse. Og under det tilbageblik får jeg altid et smil på læben.

Og det gør jeg også, når jeg tænker på SIF.

I min mors ånd er de rykket op to gange i min klummetid.

Selv de mest dramatiske historier kan nemlig vinkles på forskellige måder. Tag nu denne her. Der er høj sø, krydstogtskibet er ved at gå ned, og passagererne hører kaptajnens gjaldende stemme i skibets højtalere: »Alle mand i bådene, vi tager kvinderne først«.

En lille franskmand drøner op på broen, kikker resolut på kaptajnen og spørger: »Kan vi nå det!«

Det er da en mand, der ser muligheder.

I går tændte vi det første ad- ventslys. Jeg kikkede ind i den beroligende flamme og sendte en venlig tanke til alle mine kære, som ikke er her mere.

De næste tre adventslys vil jeg tænde i håb om at få mange flere år sammen med dem som er her.

Jeg ønsker alle en glædelig julemåned.

Min glæde kan højst kortvarigt blive spoleret af, at ham barnebarnet indhenter mig i højden. Det må jeg så leve med.