Dobbeltmandat til folkevalgte bør ikke være tilladt

3. december 2019, 13.24

DOBBELTPOSTER Der er flere politikere, der stiller op til kommune-, regionsråds- og/eller folketingsvalg samtidig og bliver valgt to steder.

Det er tilsyneladende harmløst, men efter nærmere eftertanke er det jo ikke optimalt for samfundet. Vi får den samme person i flere fora, hvor denne efter manges opfattelse ikke kan være 100% opdateret og derfor ikke kan være effektiv.

Desuden kan vedkommende naturligvis ikke være to steder på en gang. Man ser ofte politikere, der melder afbud til diverse møder på grund af tidspres!!! Desuden kan de ikke være ordentligt forberedte. Nogle har ikke været til byråds-/regionsrådsmøde grundet møde i Folketinget eller omvendt ... det er uacceptabelt.

Folketinget bør ændre reglerne, således at dette ikke kan forekomme. Det vil klæde et demokratisk samfund. De gældende regler er formentlig fra 1900 + hvidkål.