Støjafskærmning: Hurra for den danske intelligens!

Udgivet:26. september 2019, 11.45

Læsetid:1 minut

Foto: Martin Ballund

Af Jan Baad. Løvfaldsvej 26 Resenbro - støjramt

3 år siden

STØJDÆMPNING Jeg har med stor opmærksomhed og nysgerrig forventning fulgt den igangværende og i højeste grad påkrævet støjdæmpning af vores motorvej, og jeg må sige, at jeg er vildt imponeret over hele projektet.

Det gælder f.eks. den store omhu og tålmodighed der udvises, når de enkelte plader skal skiftes, for her er der ikke plads til nogen form for hastværk, nej det skal bestemt gøres ordentligt.

Og selve de nye støjplader, der er et helt kapitel for sig selv, hvilken ingeniørmæssig genistreg … hvor er vi danskere dog bare kloge.

Tag nu f.eks. tyskerne, det er noget helt andet. De bygger og bygger støjværn til den store guldmedalje, højere og højere og med store grimme og omklamrende konstruktioner, der fuldstændig fratager de kørende på motorvejen muligheden for at nyde omgivelserne ...

Nej de kunne bestemt lære noget af os danskere.

Vi kan nøjes med ganske små plader, der bevarer udsigten og som samtidig fjerner den meget generende motorvejsstøj ... så nu glæder jeg mig rigtig meget til at de bliver færdige med arbejdet og TÆNDER for pladerne eller hvad det nu er, der skal til for at de virker ...

Så endnu engang HURRA for den danske intelligens.