Stop planerne om mishandling af dyr i Danmarks natur

15. januar 2022, 08.01

NATURNATIONALPARKER Jeg har både læst i avisen og set på TV, at vores miljøminister Lea Wermelin vil have naturnationalparker i Silkeborg Kommune, med heste, bison og flere kreaturer, det opfatter jeg som uigennemtænkt. Lad os f.eks. begynde med bison. Disse dyr har ikke opholdt sig vildt i den danske natur i rigtigt mange år. Hestene har ikke været vilde, og vore kreaturer er gennem mange generationer blevet fodret fra menneskehånd.

Miljøministeren går nu forrest i denne sag. Hun går ind for naturparker og biodiversitet. Åbenbart en ny idé fra Christiansborg, med Danmarks Naturfredningsforening i ryggen.

Jeg siger bare, hvor bliver berøringsfladerne af? Inddragelse af de lokale og kloge ældre både jægere, skovens folk og landbrugets dyrkere; som har haft deres omgang med dyr og natur i 1000 år, hovedsageligt her i Jylland.

Foreløbig har vi oplevet, at de udsatte dyr i naturparken Mols Bjerge blive misrøgtet. Kloge akademikere i Aarhus mente, at dyrene kunne klare sig selv. Finde føde på egen hånd året rundt. Dyr som genetisk har været præget af dansk dyreavl. Flere af dyrene havde derfor svært ved at finde føde. De både led, sultede, havde formeringsbesvær og enkelte led en pinefuld død. Dette blev en del af dette misforståede forsøg.

Nu oplever vi, at disse mennesker, vel vidende at udsættelserne i dette ideologiske projekt var en fiasko, har planer om yderligere udsættelser af dyr i Danmark. Der er her blevet nævnt Harrild Hede, Klosterhede, Dollerup Bakker og i Silkeborg er Gludsted Plantage også med i planerne.

Dette bekom hverken Silkeborg Kommune eller de naturbenyttende borgere vel. Alligevel står regeringen fast på, at disse udsættelser i Danmark skal finde sted.

Jeg mistror projektet som værende et nyt smart klimatiltag, der skal udsætte både borgere og dyr for en unødvendig risiko. Vi ved, at vore får og heste under opsyn har fungeret fint i de udsatte områder. Men dette er dyr, som vi i de fødeknappe perioder har nemt ved at fodre og tilse og let ved at komme til. Disse dyr lever i flokke og har gode muligheder for at undgå mennesker, og vil meget sjældent gå på mennesker, selv når de har lam og føl.

Aldrig har bymennesker haft omgang med bison, vilde heste og store kreaturer på denne måde, og jeg mener ikke, dette projekt, hvor dyrene skal klare sig selv hele året, har grobund i Danmark.

Kære borgmester, brug gerne sund fornuft og stop planerne om urørt skov og mishandling af dyr i Danmarks natur.

Indlæser debat