Nyt Museum Jorn - kulturen er rygraden i vores samfund

17. oktober 2019, 12.41

Illustration: Team Effekt

KUNSTBY Asger Jorn er for alle og derfor er det centralt, at vi kommer i mål med et nyt Museum Jorn, der kan gøre kunsten til en meget mere central del af Silkeborg Kommune. Et nyt Museum Jorn er en enestående mulighed.

Vi har netop haft besøg af Poggi-brødrene fra Albissola, der arbejdede med Jorn fra 1954 og frem til hans død i 1973. Det, der går igen og igen, er den generøse Jorn. Den Jorn der ønskede at kunsten blev tilgængelig for alle, og at man havde mulighed for at lege og blive udfordret af kunsten.

Det har medarbejderne på Museum Jorn vist i stor stil og med udstillinger i verdensklasse, workshops for børn, unge og legende forældre. De har udfordret, hvad et museum kan gøre og samtidig skabt en stor succes og et levende museum, hvor der tales og formidles om kunsten i et sprog, alle kan forstå; for at gøre Jorn folkelig og for alle.

Oplevelsen på Museum Jorn er unik, men rammerne og potentialet har ikke fulgt med. Det er vores klare mål at følge ambitionen om et nyt museum Jorn til dørs og skabe opbakning og dermed at det lykkedes - at få skabt økonomi til at bygge et nyt kunstmuseum, til den største kunstner i Danmark i nyere tid. Det er en helt unik mulighed og vil flytte vores selvopfattelse af, hvad der kan lade sig gøre i Silkeborg Kommune.

Det helt unikke mål er at gøre Silkeborg Kommune og by til en kunst- og keramikby, der vil gå hånd i hånd med ambitionerne for outdoor, hvor det er sporten, der er i centrum.

De store velfærdsområder fylder i debatterne og gør det med rette - men kulturen er rygraden i vores samfund. Derfor skal vi forsat stå ved den største kulturpolitiske satsning i nyere tid, der handler om at få bygget et nyt Museum Jorn. Det er uden sammenligning den største satsning siden etablering af Kunstcenter Silkeborg Bad.

Til tvivlerne er vores budskab, at når samfundet er udfordret, er svaret ikke at slække på vores mål, her står kulturen som det kit, der skal holde sammen på det hele. Med stærk opbakning til de kulturinstitutioner der samler os i lokalområderne og i de større byer.

Vi vil slutte med en Jorn-citat, der indrammer ambitionen og målet om et nyt Museum Jorn: Hvis man ikke går til yderlighederne, er der ingen grund til at gå. (Asger Jorn, 1941).