Ung i en corona-tid: Hva’ - hvor ska’ vi hen du ...

28. maj 2020, 12.49

Julie Østergaard Andersen. Foto: Martin Ballund

Skærmtrolden Hugo, kendt fra det gamle tv-program Eleva2ren, spurgte småfrækt - mens han bankede på tv-skærmen - hva’ - hvor skal vi hen du? Mange spørger mig om det samme. Hvad skal der ske efter studentereksamen? Skal du læse videre, skal du rejse, skal du måske på højskole? Alle, jeg snakker med, giver udtryk for, at et sabbatår er godt, to kan også gå, men mere er nok heller ikke smart ...

Der er mange meninger, forventninger og ikke mindst krav fra samfundet til, hvad man skal og kan som ung.

Jeg er som skrevet tidligere helt sikker på, at jeg skal have ét sabbatår. Men med den mængde af ideer, der kommer til mig, når jeg tænker på, hvad jeg gerne vil bruge tiden på, er jeg efterhånden ret overbevist om, at jeg vil have to - for med de mange ønsker og drømme er to næsten ikke nok. Men det er jo bare ønsketænkning.

Jeg vil gerne arbejde, rejse og på højskole - men derefter - puha, det bliver det svært.

Jeg tænker egentlig ikke så meget over adgangskrav til de uddannelser, som jeg går og tænker over, men måske handler det lige så meget om, at jeg slet ikke er afklaret med min drømmeuddannelse.

Jeg føler mig overbevist om, at det skal ende ud i noget med mennesker - og det kan jo være meget - og jeg har bestemt nogle ideer og retninger.

Men præcis, hvilken hylde jeg netop lander på, ved jeg endnu ikke.

Men det er vel også det, sabbatår er til for.