Vi cykler med livet i hænderne

15. januar 2021, 12.28

CYKELSTI Vi glæder os over, at partierne bag den grønne omstilling af vejtrafikken har den livsfarlige strækning af A13 ved Gråmose med i oversigten over veje, der skal blive mere sikker for cyklister.

Og vi håber, at der nu endelig bliver sat handling bag ordene.

Statens veje kan være et farligt bekendtskab for cyklister, men nu er der en mulighed for, at vi cyklister kan slippe for at cykle på en af de farligste strækninger i Ikast-Brande og Silkeborg Kommune.

Nord for Engesvang langs med A13 ved Gråmose færdes de lokale cyklister med livet i hænderne. Strækningen fra Stenholt ved Kristianshøjvej til Højgaardsvej ved Nørre Knudstrup er en ren trafikfælde.

Cyklistforbundet i Silkeborg og borgerne i Gråmose håber, at politikerne lapper dette sorte hul i A13 ved Gråmose, så skolebørn og andre kan cykle sikkert fra Gråmose til Thorning og Engesvang

Preben Valbjørn, Lena Gaarde og Richardt Hegelund

Regionsrådet i Midtjylland har for nylig besluttet at støtte op om tiltag, der kan forbedre cykelstierne på tværs af kommunegrænser, så forhåbentlig kan trafikforliget forbedre forholdene for cyklister i grænselandet mellem kommunerne i Midtjylland.

Cyklister i Silkeborg ønsker cykelstier langs statsvejene og et ensartet højt niveau på tværs af kommunegrænser. Cyklistforbundet i Silkeborg og borgerne i Gråmose håber, at politikerne lapper dette sorte hul i A13 ved Gråmose, så skolebørn og andre kan cykle sikkert fra Gråmose til Thorning og Engesvang, og at tur-cyklister ikke bliver fanget i tung trafik, når turen går på tværs af kommunegrænsen i det smukke område ved Stenholt og Kompedal.

Læs også
Transportordfører ser positivt på cykelsti ved Gråmose
+Abonnement
Læs også
Koster 26 mio. kr.: Cykelsti kan være på vej fra Gråmose til Knudstrup
+Abonnement

Selv om sikkerhed og sammenhængende cykelstier vægtes højest af lokalsamfundet, er det også en løsning, der bidrager til den grønne omstilling og fremmer sundheden.

Bedre trafiksikkerhed og mere sammenhængende stinet får flere børn til at cykle i skole.