Se nu på de positive erfaringer fra andre vandløbsprojekter i Danmark

5. marts 2021, 12.16

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Til beslutningstagerne omkring Tange sø: Gudenåen skal løbe frit og naturligt gennem det område som nu består af Tange Sø. Det vil genskabe den oprindelige natur med en stor laksebestand.

Området ved Ans er unikt på grund af det fald, som Gudenåen har i området. Som det eneste sted i Danmark vil man kunne få en oplevelse af en stor, fossende å. De store vestjyske vandløb løber sindigt, men Gudenåen vil komme til at løbe med rask fart - sådan som den gjorde inden Tangeværkets bygning.

Beslutningstagerne bør have for øje, at nye store danske vandløbsprojekter har vist sig at opnå stor lokal opbakning efter deres realisering. De er gået fra skepsis til velvilje.

Som det eneste sted i Danmark vil man kunne få en oplevelse af en stor, fossende å. De store vestjyske vandløb løber sindigt, men Gudenåen vil komme til at løbe med rask fart - sådan som den gjorde inden Tangeværkets bygning

Christian Wedell Neergaard, Dansk Laksefond

Det første eksempel er Skjern Å naturgenopretningsprojektet. Her var en stor lokal modvilje forud for det store genopretningsprojekt omkring år 2000. Man var usikker på, hvad man ville få. Der blev talt negativt om, at den nye ådal ville blive et »vildnis« eller »sump« som kun de få ville få gavn af.

Hvordan er det så gået? Man har fået en lokal stolthed over de landskaber og den natur, som er blevet skabt. Friluftslivet blomster; mange flere bruger områdets stisystemer, shelters og platforme. Og området bliver profileret som et lakse-område.

Et aktuelt eksempel er Varde Å-systemet. Omkring 2010 blev vandet ført tilbage til Varde Å. Der er en udbredt tilfredshed med dette projekt i området, og det er årsagen til at der nu - netop i disse måneder - er fuld fart i gravemaskinerne ved åens største tilløb, Holme å, som nu også skal genoprettes med fuld vandføring.

Med inspiration fra disse og lignende projekter vil man i Tange-området kunne skabe en infrastruktur for friluftsliv som vil betyde, at flere vil få daglig gavn af området.

For Dansk Laksefond handler Tange Sø-problemet således om mere end »blot« at genskabe en stor laksebestand i hele Gudenåen - endsige at skabe mindst 25 km fremragende laksefiskeri til lystfiskerne. Det handler i sin essens om store vandløbs sammenhæng og fulde potentiale.

Det er i den sammenhæng glædeligt, at det tilsyneladende er sådan, at hvad der er godt for laksen også er godt for mennesker. Sådan tror vi også, at det vil gå ved Gudenåen, når man giver den sit frie løb tilbage.

Indlæser debat...