Kejserindens nye klæder?

Udgivet:25. juni 2022, 08.00

Læsetid:2 minutter

Af Vagn Larsen. Nylandsvej 79 Silkeborg, Deltagerlisten

BYRÅD Optimismen på mandagens »byrodsmøde« var til at overse.

Gamle travere som råderum (altså mangel på) - hønen eller ægget - tisse i bukserne - stærkt udfordret - skal nok gå - tale op - til at leve med - kompromisets kunst - og - vedgå arv og gæld - kom ud af stalden. Selv danseorkestret på Titanic blev omtalt under mødet.

Der mangler, og det var hovedårsagen til mismodet, et par hundrede millioner kroner for at få enderne til at nå sammen. 2023-budgettet venter truende lige om hjørnet, og det er åbenbart de sædvanlige spareobjekter, børn, ældre, handicappede, regningen skal sendes til.

Gælden betales løbende, mens arven lader vente på sig. Hvor bliver alle de mange penge til velfærd, som adskillige års vækst uden smålig skelen til nødvendig kerneservice som børneinstitutioner, skoler og ældrefaciliteter skulle bidrage med, af?

Og hvad skete med den milliard tidligere borgmester, Steen Vindum (V), så frejdigt annoncerede Silkeborg Kommune havde i kassen så sent som under KV21, og afkastet som den meget højt besungne placering på »erhvervstilfredshedslisten«?

Nå, »tålmod er en dyd« så måske engang.

Deltagerlisten mener, der ligger et råderum på et par hundrede mio. kr. plus det løse på Søholt.

En udsættelse af det nye svømmemekka vil cirka frigøre de manglende 200 mio. kr. plus det løse udgøres af en udsættelse af »plastificeringen« af græsbanerne på anlægget, samt udsættelse af bygningen af nye omklædningsrum og det påtænkte Fodboldens Hus - et klubhusfælles - skab mellem fodboldklubberne på Søholt- og en Game-hal. Skal Deltagerlisten vælge mellem kerneservice og nye fritidsanlæg, er der i hovedkvarteret, Nylandsvej 79, ingen tvivl om udfaldet.

Nogen vil nok mene, at jeg blander æbler, bananer og grapefrugt, men altså: Det er tid til at tænke ud af boksen i stedet for at benytte den traditionelle kassetænkning.

Bortset fra større økonomisk realitetssans og en god dosis empati er der indtil nu ikke stor forskel på den førte politik før og efter KV21. Udviklerne er stadig trumf, og A. Enggaard regerer fortsat suverænt i midtbyen. Få er de, der tør stikke ud i byrodet.

Netop derfor nød jeg i sjælden grad Signe Haahr Lindegaard (EL) og Kathrine Frølich (SF) indsats for anstændige normeringer under byrodsmødet. Desværre er det ikke altid nok at have ret!

Indlæser debat