Dyrt at spare på trafiksikkerheden

Udgivet:25. januar 2023, 12.01

Læsetid:1 minut

Foto: Martin Ballund

Af Bjarne Petersen Formand for Cyklistforbundet i Silkeborg

TRAFIK I lørdagens avis kan man læse, at det vil koste 100.000 kr. at gøre rundkørslen ved Hjejlekiosken mere sikker. På samme side kan man læse om Pernille, der i selvsamme rundkørsel er blevet påkørt med slem personskade som følge. Pernille er ikke den eneste der er blevet påkørt i denne rundkørsel, men det er usikkert om der er råd til denne udgift. Hvor er det dog et tudetosset system, at der ikke råd til dette, når man ved at en enkelt ulykke kan medføre en samfundsudgift på mange gange dette beløb. Ifølge Transportministeriets tal er omkostningen ved en let skade over 500.000 kr. og ved en alvorlig skade over 3,3 mio. kr. I den sammenhæng er 100.000 kr. jo ingen penge.

Nu ville det jo være nærliggende at bebrejde de stakkels byrådspolitikere, der er tvunget til at sidde og prioritere i et lukket system, så der måske ikke er plads til at gøre denne rundkørsel mere sikker, men det er jo kassetænkningens paradoks, der umuliggør at der kan tænkes i helheder, og at det bliver helt, helt forfærdeligt dyrt at spare på en forholdsvis billig udgift, der vil kunne spare samfundet og store menneskelige omkostninger.

Indlæser debat