Brugerundersøgelse af skoler og SFO - god læsning

7. januar 2021, 12.37

TILFREDSHED På Børne- og Ungdomsudvalgsmødet den 5. januar drøftede vi en brugertilfredshedsundersøgelse af skoler og SFO 2020, som er blevet gennemført af Social- og Indenrigsministeriet.

Den er gennemført såvel på nationalt, kommunalt og skole-niveau - og giver svar på forældres bedømmelse af en række områder, bl.a.: undervisning, trivsel, skole-hjem-samarbejde, aktiviteter og kontakt til barnet.

På landsplan har i alt 277.531 forældre med børn i Folkeskolen svaret, mens tallet for Viborg Kommune er 3.721.

Svarkategorierne er fra 1-5, hvor 5 dækker over meget tilfreds og 4 tilfreds, mens 1 er meget utilfreds og 2 utilfreds.

Generelt er der på landsplan høj grad af tilfredshed både hvad angår skole og SFO - og stiller vi skarpt på de lokale forhold, er hovedbudskabet god læsning:

På skoleområdet svarer 79,8% meget tilfreds/tilfreds, mens det tilsvarende tal i forhold til SFO er 79,9%.

Tager vi gennemsnittet i tilfredshed for henholdsvis skole og SFO i Viborg Kommune, er tallet på skoleområdet 3,9, mens det for SFO-området er 4,0.

Der er variationer mellem skoler og SFO på tværs af kommune - og der er også grund til, som det fremgår af materialet, at være opmærksom på, at på nogle skoler/SFO’er kan antallet af forældre, som har svaret, være forholdsvis lav, hvorfor man skal være varsom, når man tolker tallene.

I udvalget glæder vi os over undersøgelsens hovedresultat, som viser tilfredshed hos forældre - og det skyldes ikke mindst en god indsats hos personale og ledelser i vort skolevæsen.

Nu sender vi rapporten ud til skolebestyrelserne, så man lokalt kan drøfte resultatet - og interesserede kan finde rapporten på kommunens hjemmeside og dykke ned i tallene.

Fra udvalgets side tager vi rapporten med videre til forårets arbejde omkring »Fremtidens skole« i Viborg Kommune.