6. klasse hyldet for lækker kartoffelkage

Valgfagsklassen fra Resenbro Skole blev hædret med flot pris, da der blev afholdt DM i madkundskab

4. april 2019, 07.21

Kartofler var det altoverskyggende tema til DM i madkundskab. 6. klasseseleverne fra Resenbro Skoles valgfagsklasse kreerede en lækker kartoffelkage.

RESENBRO Prisen for bedste enkeltstående idé gik til 6.klasse på Resenbro Skole, da der onsdag blev afholdt DM i madkundskab.

Årets tema var »Brug knolden«, hvilket betød, at der var fokus på kartoflen som råvare.

Det skortede ikke på kreative bud på retter med kartofler, men det var altså Resenbro Skoles fantastiske kartoffelkage, der fik prisen for den bedste enkeltstående idé.

Dommerne lagde også særlig vægt på klassens koncept, hvor de blev taget på en kulturel oplevelse gennem Chile, Frankrig og Irland, og deres imponerende viden om hele 'jord-til-bord'-konceptet. Og så var der endda overskud til at fyre nogle jokes af, da dommerne kom forbi.

Bagedyst-dommere

I alt dystede 10 skoler om vinde DM i madkundskab. Selve DM-prisen gik til fynboerne fra Verninge Skole.

Elevernes retter kom under skarp bedømmelse af blandt andet Jon Daniel Edlund, der har deltaget i tv-programmet Den store bagedyst.

Dagens konferencier var den ukronede bagedronning Mette Blomsterberg.

Derudover bestod årets dommerpanel af John Kofod, kok og indehaver af Sortebro Kro, Susanne Højlund fra Smag for Livet, Marie Ejlertsen fra Skiftekær Økologi samt Connie Frerks, lektor i madkundskab på UC SYD.

Selvom det ikke blev til den helt store titel som Danmarksmester, var det en flok stolte elever fra Resenbro Skole,, der fik prisen for bedste enkeltstående idé.
Jon Daniel Edlund fra Den store bagedyst var en af dommerne til DM i Madkundskab.