
Æstetik, kulturarv og bæredygtighed - og alt derimellem
Udgivet:16. september 2023, 07.00
Læsetid:2 minutter
BYGGERI Hermed et svar på læserbrevet fra Mogens Suanning, som har været så venlig at kommentere på mit indlæg fra 6. september. Allerførst tak for Mogens kommentarer, og jeg hilser en debat velkommen. For god ordens skyld er jeg ikke fra »Træfagenes Byggeuddannelse«. Jeg arbejder til dagligt med bæredygtigt byggeri og grøn omstilling, men jeg udtaler mig naturligvis på enge vegne, når jeg skriver et indlæg som det omtalte i Midtjyllands Avis.
Jeg husker ikke at have brugt ordet »bevaringsværdigt«. Jeg ved ikke, om Mogens har læst den rigtige artikel, men det må han jo om. Ligeledes går jeg heller ikke efter enkeltpersoner, jeg påpeger blot et generelt problem i byggeriet, men det er naturligvis også op til, hvordan man læser mit indlæg.
En pudset sten kan selvfølgelig godt genbruges, og vil sikkert være fin i en indvendig væg. Det kan også nemt lade sig gøre at anvende genbrugssten som facadesten, men skal de stå rå, er det bare ikke en fordel, at de har været pudset tidligere.
Naturligvis kan der være huse, hvor det kan være hensigtsmæssigt at pudse en facade op, og er der en teknisk god og faglig begrundelse, kan det være fint nok. Men mon ikke der også er mange, som vælger at pudse deres hus op af mere »synsmæssige« grunde, og har man således et ellers pænt og sundt hus, og endda med en smuk facadesten, ja så mener jeg nu stadig, at man bør tænke sig om endnu en gang, for det kan ikke gøres om igen, og skal samme sten senere genbruges, er det altså også bare meget nemmere med en rå sten. Så må man kalde mig smagsdommer, eller hvad man nu vil. Jeg mener blot, at der er tale om nogle logiske og praktiske hensyn.
Ser vi udelukkende på emnet med de bæredygtige briller på, må man nok også se i øjnene, at fremtidens håndværkere kommer til at arbejde med ordene bæredygtighed og grøn omstilling på en helt anden måde end tidligere generationer. Her er min holdning nok desværre, at håbet for en bæredygtig udvikling primært ligger hos de nye generationer, da min egen og tidligere generationer desværre hidtil har vist sig mere eller mindre umulige at flytte i denne retning, og det gælder bestemt ikke kun håndværkere, men alle i samfundet. Nuværende og tidligere generationer kan nok bedst flyttes med politiske krav, mens det for de kommende generationers skyld er af absolut nødvendighed at vores uddannelsessystem ikke bare satser på »uddannelse«, men i lige så høj grad på »dannelse«. Men det er nok et nyt læserbrev.
Indlæser debat