112

Dommer sendte 41-årig narkohandler fra Silkeborg 4 uger bag tremmer

Mand fra Silkeborg havde narko liggende frit fremme, da han fik besøg af politiet

10. august 2019, 14.36

SILKEBORG Ved et grundlovsforhør lørdag blev en 41-årig mand fra Silkeborg af dommeren sendt yderligere fire uger bag tremmer, hvor han skal sidde varetægtsfængslet, mens politiet efterforsker sagen mod den 41-årige. I forvejen havde den mand siddet fængslet, siden han blev anholdt af en politipatrulje på sin adresse i Silkeborg fredag aften.

Manden er sigtet efter den grove narko-paragraf, der omhandler handel med hårde stoffer.

Det var i en helt anden anledning, at politiet bankede på mandens dør, og da de kom indenfor opdagede de, at manden havde rester af narkotika på en tallerken.

Derudover lå der også diverse udstyr, som bruges i forbindelse med at opdele narko i salgs-portioner, blandt andet var der også en vægt.

En mere grundig ransagning af boligen afslørede så, at manden havde en større mængde narkotika i sin besiddelse.

Ved anholdelsen nægtede manden sig skyldig.

Grundlovsmødet blev holdt for lukkede døre. Derfor vil politiet ikke oplyse flere detaljer i sagen.