Ikke enhver kamp om ligestilling er meningsfuld

Af Kathrine Paaske. Psykolog og forfatter Skovvænget 6, Bryrup

LIGESTILLING Jeg går ind for ligestilling, og med det mener jeg, at alle mennesker er lige meget værd, uanset køn. Men jeg synes, at vi skal passe på med at gøre mænd og kvinder ens, fordi det er vi som regel ikke. På nogle områder af vores liv er det endda meningsfuldt, at der er forskel - og et af de områder er forældreskabet. Når snakken falder på de nye barselsregler fra august 2022, får jeg derfor ondt i maven over det, der var til hensigt at skulle »skabe mere ligestilling mellem mødre og fædre«.

Flere har debatteret, at det er børnene, der bliver tabere, hvis fædrene ikke ønsker at gøre brug af barselsugerne, da de herved kommer før i institution. Dette er en alvorlig bivirkning ved reglerne, men derudover bliver mødrene også tabere i mine øjne - for lige meget hvad skal mange nu være klar til at give afkald på deres baby ved seks måneders alderen for at vende tilbage til arbejdet. Og det må jeg ærligt indrømme, at jeg som mor og psykolog ikke kan have mig selv med i.

Det kan godt være, at det skaber mere ligestilling i forhold til kvinders tid på arbejdsmarkedet, som blandt andet gavner vores pensionsordning. Men i dag er det muligt at ens partner kompenserer for de tabte pensionsindbetalinger, mens den anden part går hjemme, så det burde ikke være dette punkt, der vejer tungest. Jeg må dog også indrømme, at jeg til hver en tid ville vælge at være der 100 procent for vores små børn på bekostning af min pensionsopsparing.

Her er kvinder og mænd nemlig ofte forskellige. Vi er ofte forskellige, når det kommer til behovet og ønsket om at være sammen med vores små børn, og det skyldes blandt andet vores hormoner og psykologi. Det gør ikke mor til en bedre forældre end far - for uden en far, der mærker behovet for at forsørge sin familie eller udvikle sig i sin karriere, ville der jo ikke være mulighed for, at mor kunne efterleve hendes behov. Vi har brug for hinanden, uanset hvilket af kønnene der har disse behov. Det bør vi ikke »ligestille os ud af« men omfavne og hylde!

Reglerne fratager den enkelte familie muligheden for at mærke, hvad der føles mest rigtigt. Førhen kunne fædre godt tage store dele af orloven, men ofte så man, at mødre tog størstedelen af ugerne, der var til fælles brug. Så nu har man lavet reglerne om for at ændre dette mønster - men dét ændrer jo ikke ved, at vores behov stadig er de samme!

Jeg kender mange mødre, som ønsker at forlænge deres barsel yderligere, hjemmepasse og i særdeleshed have deltidsarbejde, mens børnene er små, fordi det er meningsfuldt for dem.

Set fra mødrenes perspektiv burde vi som samfund i stedet gøre det nemmere at forene kvinders iboende behov for at være sammen med deres små børn.

At danne grobund for en bedre balance mellem familieliv og arbejde, højner ikke bare forældrenes trivsel, men også vores børns.

Og vi ved at børns første leveår er de vigtigste, så jeg kan undre mig over, at der fra politisk side »strammes op«. Så vidt jeg ved ligger trivselsproblematikken ellers højt på den politiske dagsorden …