Spørgsmål til embedsmænd

21. september 2020, 12.36

SYGEHUSSAGEN Kære Anders Kühnau.

Hospitalsledelsen i Viborg-Silkeborg, din direktion og du har været med til at sætte en helt ny standard for, hvad man kan tillade sig at offentliggøre om underordnede medarbejdere via jeres historiske pressemeddelelse, som I sendte ud via Ritzau 27/4-2020. Pressemeddelelsen skabte furore og foragt i hele landet, pga. åbenlys usandhed, faktuelt forkerte oplysninger og et uhørt personligt, offentligt angreb på en medarbejder.

Det virker derfor helt ude af proportioner, at du nu kritiserer, at der stilles spørgsmål til hospitalsledelsen i Viborg-Silkeborg, om hvorfor de ikke ønsker at ansætte en netop fyret røntgenoverlæge i Randers, skønt alle er enige om overlægens faglige kvalifikationer i et speciale, hvor der er stor lægemangel og lange ventetider.

Der er i modsætningen til jeres pressemeddelelse af 27/4 ingen personlig kritik, ingen faktuelle forkerte oplysninger, og spørgsmålet har stor almen interesse for befolkningen.

Du »appellerer til regionsrådet om at huske på, at der ikke er nogen jævnbyrdig relation mellem på den ene side embedsmænd som for eksempel en hospitalsledelse og på den anden side et medlem af den politiske bestyrelse.«

I jeres pressemeddelelse 27/4 var der næppe heller »nogen jævnbyrdig relation mellem på den ene side embedsmænd som for eksempel en hospitalsledelse og på den anden side« en underordnet medarbejder.

Det fandt du dengang ikke problematisk.

Dit læserbrev er ikke stringent, og det indeholder desværre endnu en gang faktuelle forkerte oplysninger.

Det er ikke korrekt, når du anfører, at der i læserbrevet står, at hun fyres pga. »hun brugte sin ytringsfrihed«.

Der står derimod meget præcis, at »Årsagen til fyringen diskuteres livligt i pressen, men fyringen har et påfaldende sammenfald med hendes afsløring af, at ingen hospitaler i regionen har mulighed for at overholde Sundhedsstyrelsens uofficielle opstrammede fortolkning af henvisningskriterierne til lungekræftpakken, trods hospitalsledelserne i regionen har informeret offentligheden om det modsatte«.

Det er heller ikke korrekt, når du anfører, at der i læserbrevet står, at hun »er udelukket fra ansættelser i Region Midtjylland fremover«.

Der står derimod meget præcist, at »Ifølge hospitalsledelsen i Randers, har I (hospitalsledelsen i Viborg-Silkeborg) oplyst, at I ikke ønsker at ansætte den netop fyrede overlæge« på trods af stor mangel på røntgenoverlæger.«

Du bør fremadrettet læse korrektur på dine læserbreve.

Jeg er sikker på, at borgerne i Randers, Viborg og Silkeborg ser frem til svaret på spørgsmålet om den usædvanlige udmelding fra hospitalsledelsen.

Læs indlægget fra Anders Kühnau her
Politikere bør ikke skrive åbne breve til embedsmænd