Over 10.000 besøgte Formland-messen: Vi er glade for at være tilbage igen

Over 10.000 var til den første MCH-messe i et år

23. august 2021, 11.26

Besøgstallet var atter femcifret til interiør- og designmessen hos MCH. Foto: Jørn Deleuran

MESSE - Vi er tilbage, lød det håbefuldt fra MCH-direktør Georg Sørensen, da han åbnede Formland-messen, og besøgtallet fra messen, der sluttede i går, viser, at messen stort set er tilbage til det normale.

Normalt tropper cirka 12.000 udstillere og gæster op på august-udgaven af den halvårlige Formland-messe, og besøgstallet denne gang var også femcifret - det er tæt på dobbelt op fra den seneste Formland-messe sidste år, hvor besøgstallet midt i coronapandemien landede på cirka 5700.

De 10.501 indkøbere, stylister og andre branchefolk på Formland kunne besøge 10 haller med 412 udstillere, som fremviste et væld af produktnyheder og sæsonaktuelle varer. Herudover var der også mulighed for at hente ny inspiration i blandt andet trendområder, det nye grønne sanseunivers og de mange velbesøgte ekspertforedrag.

En hel messehal bærer navnet »Taste« - her kan man møde udstillere med produkter som tjekkisk øl, saft, pesto, snegle og bolsjer. Foto: Jørn Deleuran

Blandt både udstillere og besøgende fremhæves værdien af igen at kunne mødes og have den personlige dialog. Det glæder ledelsen i MCH, der har været hårdt ramt af coronakrisen de seneste 17 måneder.

- Vi smiler alle i MCH. Og det gør vi som kvittering for de mange smil og den positive stemning, vi har oplevet mellem udstillere og besøgende på messen. Vi er glade og meget taknemmelige for opbakningen til Formland og for at være tilbage igen, lyder det i en pressemeddelelse fra Georg Sørensen.

En markedsplads

Blandt de 412 udstillere på Formland kunne de besøgende fagfolk både opleve trendsættende upcoming designere og store, velkendte brands - heriblandt Stelton som i mange år har været fast udstiller på Formland og derfor var glade for at være ude og møde kunderne ansigt til ansigt igen.

- Vi tager på Formland for at møde vores kunder. Du kan vedligeholde kunderelationer via Zoom og Skype, men at mødes face to face, hvor man bygger relationer, er det allervigtigste. Formland er markedspladsen for Danmark, og derfor skal vi være på Formland - så det er vi altid, fortalte Michael Ring, ejerleder hos Stelton, og tilføjede:

- På Formland kan jeg møde 40-50 kunder under en messe, og hvis jeg skulle bruge den tid på at besøge butikker, skulle jeg bruge langt mere tid. Så messen er også en effektiv måde at møde sine kunder og vise dem produkterne.

Læs også
Spørg Georg: MCH-direktør svarede på alt fra nedlukning til genvunden optimisme
Abonnement
Foto: Jørn Deleuran

Et vendepunkt

De positive udstillere og besøgende på Formland skaber både glæde, optimisme og stor taknemmelighed hos ledelsen i MCH.

- Gennem de seneste fire dage er vi blevet bekræftet i behovet for at mødes fysisk og personligt. Derfor har Formland forhåbentlig været et vendepunkt for messemediet, det personlige møde og for os alle i MCH. Et vendepunkt for tiden, der kommer - og et godt afsæt til de seks messer, der følger de næste ni uger. Af hjertet tak til udstillerne og til alle, der har bidraget til og besøgt dette års Formland-messe, siger Georg Sørensen.

MCH går nu ind i en tid med masser af messer. Interiør og designmessen var nemlig den første af syv messer i løbet af bare ni uger.

Næste Formland finder sted 3.-6. februar næste år.

Læs også
Troldehjælp for 2,5 millioner: Herning-kunstner har dekoreret en trold til et godt formål
Abonnement

Indlæser debat...