Det myldrer frem med grønne blade

Stor opbakning til det fælles kunstværk Blad for Blad. De sidste blade skal afleveres 1. juni

26. maj 2020, 13.13

Store og små Favrskov-borgere har syet, hæklet, klippet og strikket et utal af grønne hjerter, som snart skal samles i et stort billedtæppe.

FAVRSKOV - Sikken en dejlig idé. Vigga holdt fokus, og sammen nød vi nogle skønne timer med at finde grønt og lave fem blade.

Sådan fortæller Lea Dorthe Tøstesen, som sammen med sit barnebarn Vigga er blandt de mange rundt om i kommunen, der har sat sig ned og syet blade i den seneste tid.

- Vigga er lige fyldt seks år og nyder både at sy med nål og tråd og på symaskinen. Hun havde også en mening om, hvad kunne være pænt sammen, og fandt det hele selv i overskudskassen, fortæller den stolte bedstemor.

De er med i det fælles projekt »Blad for Blad«, som tre lokale kunstnere - Jane Susanne Andersen, Line Frøslev og Maja Germundsson - har udviklet. Om at være sammen hver for sig om at skabe et stort billedtæppe sammensat af utallige små grønne blade. Mange er med på idéen, og der bliver syet, klippet, hæklet og strikket, så det er en lyst rundt om i Favrskov Kommune.

- Herligt at åbne postkassen

Mange hundrede grønne blade er det allerede blevet til - bøgeblade, morgenblade, dagblade, blade med glade ansigter og blade med flotte mønstre.

Bladene kan deltagerne aflevere i postkasserne ved kommunens kulturhuse.

- Det er herligt at åbne postkassen og se, hvor mange kreative, smukke og sjove bud, der kommer, siger Lene Bjarke Skov, der er daglig leder i Inside i Hammel.

Deadline 1. juni

Hun opfordrer til, at man afleverer sine blade løbende og ikke lige op til deadline, da det giver kunstnerne bedre mulighed for at forberede sig på monteringsprocessen og værkets endelige udformning.

Deadline er sat til mandag 1. juni. Så har de tre initiativtagere nogle dage til at montere de mange blade til det store billedtæppe, der skal være klar 8. juni - når kulturhusene langt om længe genåbner.

Tæppet skal efterfølgende udstilles i alle kulturhusene - som et billede på en mærkelig tid, hvor kulturen har været noget, vi havde sammen, men hver for sig.

- Sikken en dejlig idé. Vigga holdt fokus, og sammen nød vi nogle skønne timer med at finde grønt og lave fem blade, fortæller seksårige Viggas bedstemor, Lea Dorthe Tøstesen. Privatfoto