OVERBLIK: Det ved vi om skyderiet i Field's

Tre personer blev søndag dræbt i skyderi i Field’s i København. Tre er i kritisk tilstand

Udgivet:04. juli 2022, 06.53

Læsetid:2 minutter

Politiet var talrigt til stede ved shoppingcentret Field’s på Amager efter skyderiet. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

/ Ritzau /

INDLAND Politiet har mandag morgen afholdt pressemøde, efter at flere er blevet ramt af skud i storcenteret Field's i Ørestad i København.

Her er et overblik over, hvad vi mandag morgen ved om hændelsen:

* Søndag klokken 17.36 modtog Københavns Politi anmeldelser om skyderi i butikscenteret Field's på Amager. Der blev med det samme sendt patruljer til stedet, hvor flere personer var ramt af skud.

* Ifølge politiet blev der affyret skud fra to forskellige lokationer inde i Field's.

* Tre personer - to unge og en mand i 40'erne - er blevet dræbt under skyderiet.

Der er tale om en pige og en dreng på 17 år samt en 47-årig mand med russisk statsborgerskab, som bor i Danmark.

Fire er desuden ramt af skud og er mandag morgen i kritisk tilstand, men stabile.

Der er tale om to danske statsborgere, henholdsvis en 40-årig kvinde og en 19-årig kvinde, og to svenske statsborgere, en 50-årig mand og en 16-årig pige.

Derudover er et ukendt antal personer kommet lettere til skade, da de flygtede ud af Field's.

* Politiet har anholdt en etnisk dansk mand på 22 år for skyderiet. Han blev anholdt klokken 17.48, kort efter at politiet ankom til Field's. Han blev anholdt uden for indkøbscenteret.

* Manden er ifølge politiet "kendt i psykiatrien". Politiet havde på forhånd kun et perifert kendskab til ham.

* Indtil videre tyder politiets efterforskning på, at han var alene om det, og at han havde planlagt det på forhånd.

* Ifølge politiet er der på nuværende tidspunkt intet, der tyder på, at mandens motiv er terrorrelateret. Han er sigtet for manddrab og vil blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af mandag.

* Politiet vil endnu ikke sige noget om den mistænktes motiv, men vurderer, at der er tale om tilfældige ofre. Køn vurderes for eksempel ikke at have været et motiv.

* Ifølge politiet havde den mistænkte en riffel, en pistol og en kniv. Politiets efterforskning viser, at våbnene formentligt var lovlige, men at den mistænkte ikke havde tilladelse til at bruge dem.

* Der florerer ifølge DR videoer af den mistænkte på sociale medier, hvor han poserer med våben. Politiet bekræfter, at det er deres opfattelse, at det er den mistænkte, der optræder på videoerne.

* En stor gruppe af mennesker, som søndag befandt sig i Field's stormede skrækslagne ud af centeret. Det viser fotos og videoer.

* Tungt bevæbnet politi var søndag aften massivt til stede ved Field's. Det samme gjaldt hele København og resten af Sjælland.

* Mandag morgen er politiet fortsat i gang med en intensiv efterforskning.

/ritzau/

På et pressemøde mandag morgen fortæller chefpolitiinspektør ved Københavns Politi Søren Thomassen, at de tre dræbte ved skyderiet i Field's er to unge på 17 år og en russisk statsborgere på 47 år, som er bosiddende i Danmark.- Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix