Rasende motorcyklist slog på kvindes bil

2. juni 2020, 10.35

HAMMEL En motorcyklist blev voldsomt hidsig, da en kvindelig bilist dyttede af ham, mens de begge søndag aften klokken 19.30 kørte ad Frijsenborgvej i retning mod Hammel.

Motorcyklisten kom kørende med høj fart og overhalede bilen på en strækning med fuldt optrukket. Det fik den 50-årige kvinde bag rattet i bilen til at dytte - og motorcyklisten reagerede ved at bremse op og køre op på siden af bilen, mens han flere gange slog med hånden ned på dens venstre sidespejl.

Han fulgte efter bilen, mens han filmede den. Og da bilisten lidt efter drejede ud på Skanderborgvej, kørte den rasende motorcyklist igen op på siden af bilen og slog på sidespejlet, før han forsvandt i fuld fart.

Den chokerede kvinde, der er fra Fårup, ringede umiddelbart efter til politiet og anmeldte den grove - og farlige - chikane.

Motorcyklisten bar hjelm og havde et tørklæde for munden. Om kvinden fik noteret sig registreringsnummeret er ikke oplyst - men det kan man da håbe.

sinn