Mærkelig politik for dyrevelfærd - og for skovene

22. juli 2021, 11.53

UNDRING Hvad kan vi gøre? Hvad skal vi gøre? Hvad må vi gøre? For at ændre på den mærkelige politik der på nogle områder føres i øjeblikket.

Stor tak til Dorthe Brauner Jensen for det fine indlæg i avisen lørdag. Den fortæller klart om overtrædelsen af dyrevelfærd i de nyoprettede nationalparker. Hvis en landmand behandlede sine dyr sådan, ville han blive straffet hårdt naturligvis.

Skal vi klippe hegnet, så dyrene har mulighed for, at finde føde? Det må vi ikke. Skal vi fodre dem? Det må vi heller ikke. Hvor er Dyrenes Beskyttelse i denne sag? De er tavse.

Tak også til Verner Gorridsen for hans fine læserbrev der her i sommervarmen rammer plet. Vi ser, at 65.000 ha veldrevet skov skal nedlægges og laves til urørt skov og dermed afgiver store mængder CO2, og så i en tid hvor vi mangler træ som aldrig før.

Det gør man for biodiversiteten. Ved man ikke, at når man ved normal skovdrift fælder et træ, bliver der en stub tilbage. Denne stub rådner og giver plads til en mængde bosteder for alle de små insekter m.m.

Tal dog med fornuftige skovfolk, der ved noget om emnet og har stor erfaring på området, før man lægger 65.000 ha skov øde. En fejltagelse som aldrig kan genoprettes. Jeg kunne blive ved, men stopper her.

God sommer, trods alt.

Indlæser debat...