Hovedsponsoren øger støtten: Jysk giver Silkeborg-Voel et markant løft

Jysk udvider sin sponsoraftale i Silkeborg-Voel. Koncernen håber, at andre virksomheder følger trop

1. januar 2022, 12.00

Jysk-logoet kommer også til at pryde de grønne trøjer i Silkeborg-Voel fremover. Foto: Jakob Stigsen Andersen

HÅNDBOLD Silkeborg-Voel åbner 2022 med en stor og glædelig nyhed.

Hovedsponsoren Jysk har netop udvidet sin aftale med ligaklubben, der nu løber frem til sommeren 2024. Samtidig hæver Jysk også sponsoratet markant.

Siden januar 2017 har der stået Jysk på fronten af de grønne trøjer, og det kommer der altså også til fremover.

- Jysk og Silkeborg har altid rimet godt, og derfor er det også naturligt, at vi gerne vil støtte og være med til at udvikle eliteidrætten i Silkeborg. I det forgangne år har vi forlænget og løftet sponsoraterne af Silkeborg IF og Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, og det glæder mig, at vi nu kan gøre det samme med Silkeborg-Voel.

- Jeg håber samtidig, at det stærke signal fra Jysk og vores støtte til eliteidrætten kan inspirere andre virksomheder til at øge deres støtte til Silkeborgs flagskibe indenfor elitesport, siger President & CEO i Jysk, Jan Bøgh.

Økonomisk sikkerhed og mulige investeringer

I den lokale ligaklub glæder man sig også over det fortsatte samarbejde med Jysk. Det giver økonomisk sikkerhed og mulighed for at investere yderligere i Silkeborg-Voels bestræbelser på at blive en fast del af slutspillet.

- Vi har nu i en årrække haft et tæt samarbejde med Jysk, og vi er glade og taknemmelige over at kunne fortsætte parløbet. Vi vil gerne rykke endnu tættere på toppen af dansk håndbold, og det giver det nye sponsorat gode muligheder for, siger direktør Mikael Bak.

De økonomiske detaljer ønsker parterne ikke at afsløre, men der er tale om et markant løft.

Silkeborg-Voel spiller årets første ligakamp søndag eftermiddag på udebane mod Odense.

Læs mere i mandagens udgave af Midtjyllands Avis.

Indlæser debat