
Grøn energi er fremtiden hos genbrugs-kæmpe i Silkeborg
Borg Automotive opfører netop nu fremtidens domicil. Solceller på toppen af bygningen i Funder forventes at kunne dække det totale energiforbrug ved driften fremadrettet
Udgivet:07. juni 2023, 06.00
Læsetid:5 minutter
Sten Højland: - Vores ansatte bruger ofte 10 minutter af deres frokostpause på at gå en tur i det fri. Det vil vi gerne give dem god mulighed for ved anlæggelse af stier, som også kan benyttes ved såkaldte walk and talk-møder.
4 måneder siden
Om et halvt års tid venter noget stort for de ansatte hos Borg Automotive A/S i Silkeborg. For nylig var alle medarbejdere samlet til rejsegilde i det kommende virksomhedsdomicil ved motorvejen i Funder, og det bliver omkring årsskiftet, at flyttekasserne kan bæres ind.
Det fortæller Sten Højland, director of compliance i den Silkeborg-baserede, internationale koncern.
Han er projektleder i forhold til virkeliggørelsen af den spritnye og 2800 kvadratmeter store erhvervsejendom, og Sten Højland fortæller, at et af målene er at blive 100 procent selvforsynende med grøn energi.
- Bygningen i sig selv er traditionel, men driften af bygningen bliver grøn. Til opvarmning kommer vi til at benytte varmepumper, og derudover skal vi bruge noget energi til køling. Begge dele er el-drevne, og derfor har vi monteret solceller på taget, siger Sten Højland.
- Med det anlæg, vi har monteret, forventer vi at blive 100 procent selvforsynende i forhold til den mængde energi, vi skal bruge i bygningen i fremtiden, siger Sten Højland.
For 36 år siden lod Borg Automotives stifter, Silkeborg-erhvervsmand Søren Toft-Jensen, det nuværende hovedkontor opføre på Bergsøesvej 12. Sten Højland var en ud af blot 10-15 ansatte i den periode.
I dag ser det hele meget anderledes ud, men Sten Højland er fortsat en vigtig spiller på holdet, og han er glad og stolt over at være udpeget som projektleder på det nye hus.
I 2017 solgte Søren Toft-Jensen sin koncern til industrikonglomeratet Schouw & Co, og Borg Automotive er i dag en kæmpekoncern med cirka 2100 medarbejdere i Danmark, Polen, Spanien, Tyskland, Frankrig, Belgien og Storbritannien.
Hovedparten af de ansatte er på fabrikkerne i Polen, og i Silkeborg drejer det sig om 80-90 ansatte, der omkring 1. januar skifter til nyt arbejdssted på Funder Dalgårdsvej lige ved motorvejens tilkørselsramper i både østlig og vestlig retning.
Årligt refabrikerer Borg mere end to millioner autodele - blandt andet startere, generatorer og air condition-kompressorer.
- Refabrikering er et vigtigt bidrag til en cirkulær økonomi, hvor så meget materiale som muligt får nyt liv, og så lidt som muligt går til spilde, forklarer Sten Højland.
De brugte dele - såkaldt cores - får virksomheden ind via et komplekst system.
- Vi sælger vores refabrikerede enheder med et depositum, som kunderne får tilbage, hvis de sender os den enhed, de udskifter. Den core, som vi får i bytte for en refabrikeret enhed, sendes til vores lager i Polen - det største core-lager i Europa med mere end en million enheder - klar til refabrikering, fortæller Sten Højland.
Refabrikerings-processen omfatter en fuldstændig demontering af autodelene efterfulgt af grundig rengøring, inspektion, renovering og udskiftning, gen-montering og endelig test.
Resultatet er ifølge Borg Automotive et produkt med samme kvalitet og standard som en ny autodel.
Kæmpe opgradering
Bygningen på Bergsøesvej, som Borg Automotive har solgt og fraflytter, er gasopvarmet.
- På den måde er det en kæmpe opgradering, vi står overfor. Vi får en bygning, som til fulde lever op til nyeste standarder i forhold til isolering, og derudover får vi grøn elektricitet i kraft af solceller på taget, siger Sten Højland.
Entreprenørfirmaet K.G. Hansen står for at bygge og med Arkitec som totalrådgiver. Det nye hus er fremtidssikret ved at kunne huse totalt omkring 120 medarbejdere.
- Vi mangler kvadratmeter, og vi bygger på en måde, så vi fortsat kan vækste - også på medarbejdersiden. Rejsegildet for nylig var første gang, at medarbejderne var med herude, og der er alene kommet positive tilbagemeldinger, siger Sten Højland.
Fra bygningen er der direkte kig til den livlige trafik på motorvejen, og Sten Højland peger på, at den detalje spiller rigtig godt sammen med at være leverandør til netop autogrossister og lignende.
Derudover er omgivelserne også med grønne områder inklusive flere vandbassiner, og her er det, at Borg-folkene har fået en idé.
- Vi ønsker at bruge udenoms arealerne på en god måde, og i den forbindelse har vi taget kontakt til Outdoor Institute i Silkeborg. Vi samarbejder med dem om, hvordan vi kan få udenoms arealerne til at hænge godt sammen med vores bygning og med det øvrige område, fortæller Sten Højland.
Gåtur i pausen
- Vores ansatte bruger ofte 10 minutter af deres frokostpause på at gå en tur i det fri. Det vil vi gerne give god mulighed for ved anlæggelse af stier, som også kan benyttes ved såkaldte walk and talk-møder, tilføjer han.
Sten Højland gør opmærksom på, at det er offentlige områder, man ønsker at sætte i spil.
- Både Vejdirektoratet og Silkeborg Kommune er positivt indstillede overfor, at vi skal forsøge at lave noget. Det har stor betydning at have noget smukt at kigge på i form af beplantning på arealerne. Nu er projektet startet op, og vi håber, at det bliver realiseret. Også nogle af de andre virksomheder her i området håber vi vil bakke op, siger Sten Højland.
Hans vurdering er, at det ikke behøver, at blive så bekosteligt endda.
- Min kongstanke, er at der anlægges stier med stenmel, der er cirka en meter i bredden. Blandt vores ansatte er der hver dag grupper, som går tur. Vi håber på, at det bliver et fælles projekt, siger Sten Højland.
Foruden åbne kontorområder, mødelokaler og kantine indrettes det nye hus med flere showrooms, hvor Borgs produkter skal frem i lyset. Et af rummene bliver med autoværksted-lift og bil, så kunder og kolleger ved selvsyn opnår endnu højere grad af forståelse for, hvad det er virksomheden tilbyder kunderne.
- Desuden prioriterer vi at bringe noget grønt ind i bygningen. Vi prøver at optimere for at opnå de bedst mulige arbejdspladser både i forhold til lys, lyd, miljø og synlige omgivelser. Vi flytter fra et sted til et andet, men Borgs ansatte, værdier og kultur er stadig de samme, siger Sten Højland.
