Puslespillet er færdigt: Trænerteam er på plads i Lemming IF

Christopher Poulsen og André Velling skal også i efteråret være trænere i Lemming

Udgivet:17. juni 2022, 10.29

Læsetid:1 minut

Christopher Poulsen har løftet Lemming-holdet. Foto: Steen Don

Peter A. Sørensen
Sportsredaktør | pas@midtjyllandavis.dk

FODBOLD Da Christopher Poulsen tidligere på året blev præsenteret som Lemming-træner, konstaterede han, at han sandsynligvis kun ville blive i jobbet i foråret.

Onsdag aften åbnede han op over for Midtjyllands Avis om at blive i jobbet, og få timer senere offentliggjorde Lemming IF, at trænerduoen Christopher Poulsen og André Velling bliver i klubben i efteråret.

- Det er med største fornøjelse, at jeg nu kan offentliggøre, at Lemming IF og trænerteamet omkring førsteholdet har forlænget samarbejdet, så det nu gælder året ud, siger formand Bjørn Bajlum.

Lemming sluttede sæsonen på fjerdepladsen efter en sæson, hvor niveauet var konstant stigende.

- Vi har haft en fantastisk halvsæson, hvor setuppet omkring begge vores hold har været helt i top.

- Det kan også ses på resultaterne der begyndte at komme, efter vi lige var faldet til. En flot fjerdeplads til førsteholdet og andetholdet, der fredag spiller om oprykning til serie 3, konstaterer Lemming-formanden.

Indlæser debat