Rybo valgt til repræsentantskab

23. oktober 2020, 14.45

Til daglig arbejder Katja Hillers som faglig koordinator og økonomipartner i en økonomi-afdeling på VIA University College. Hun er også formand for Radikale Venstre Skanderborg. Foto: Jakob Stigsen Andersen

VALG: De syv opstillede kandidater i Valggruppen for almene boliger, der omfatter de almene boligorganisationer, er nu blevet valgt til Realdanias repræsentantskab.

Blandt de nyvalgte er formand for Østjysk Boligs organisationsbestyrelse, Katja Hillers fra Ry, og derudover blev følgende valgt: Anita Ulrik Sørensen, direktør, Nykøbing F., Erling Nielsen, formand, Odense V, Jens Elmelund, adm. direktør, København SV, Katja Lindblad-Clausen, formand, Vallensbæk, Palle Adamsen, adm. direktør, Frederiksberg, og Per Vinding Nielsen, direktør, Kolding.

De syv medlemmer er valgt for en fireårig periode.

Realdania er en filantropisk forening med omkring 165.000 medlemmer. Realdania driver filantropi på basis af afkastet af sin investeringsformue. Foreningen støtter store og små projekter, der bidrager til at skabe øget livskvalitet for alle gennem det byggede miljø. Siden 2000 har Realdania bidraget med 20 mia. kr. til 3.900 store og små filantropiske projekter rundt om i hele Danmark.

Repræsentantskabet er foreningens øverste myndighed. MTL