Superstjerner optræder til Joe Bidens indsættelse

Lady Gaga og Jennifer Lopez kaster glans over Joe Bidens indsættelse som USA's næste præsident.

14. januar 2021, 14.54

Lady Gaga har tidligere optrædt i forbindelse med demokraternes præsident-kampagne og har erklæret sig som stor støtter af Joe Biden og hans vicepræsident, Kamala Harris. (Arkivfoto)

USA Man kommer til at se langt efter Donald Trump, når Joe Biden officielt skal overtage stafetten og indsættes som USA's næste præsident den 20. januar.

Men der bliver altså ikke sparet på stjernestøvet af den grund.

Det bliver nemlig superstjernen Lady Gaga, der skal synge nationalsangen "The Star-Spangled Banner" ved indsættelsesceremonien.

Det bekræfter indsættelseskomitéen over for det amerikanske medie Variety.

Lady Gaga har ikke lagt skjul på, at hun støtter den 78-årige demokrat som USA's nye præsident.

- Joe Biden, Kamala Harris og det amerikanske folk, I har lige givet verden en af de største gaver, menneskeheden har set, i form af venlighed og mod.

- Jeg har intet andet end kærlighed til vores nye øverstbefalende og den første kvindelige vicepræsident, der er valgt til Det Hvide Hus, skrev hun på Twitter, da Joe Biden blev udråbt som vinder af valget.

Og Bad Romance-sangeren er langtfra den eneste, der skal kaste stjerneglans over den historiske indsættelsesdag.

Jennifer Lopez skal nemlig også optræde i forbindelse med ceremonien.

På indsættelsesdagen bliver der også vist et stjernespækket tv-show med titlen "Celebrating America", hvor ingen ringere end Forrest Gump-stjernen Tom Hanks er vært.

I løbet af det halvanden time lange show får han besøg af artister som Justin Timberlake og Demi Lovato.

Og sidstnævnte udtrykker stor begejstring på Instagram.

- Jeg var helt mundlam, da jeg blev spurgt, om jeg ville komme og optræde, skrev den 28-årige sangerinde på det sociale medie, da nyheden blev annonceret.

/ritzau/