Young Boys henter tidligere SIF-spiller

Det tidligere SIF-talent Jeppe Kilden Grøn skal fremover tørne ud for et nyt Silkeborg-hold

Udgivet:09. december 2022, 14.19

Læsetid:2 minutter

Jeppe Kilden Grøn skriver her under på kontrakten med Young Boys-direktør Holger Kristiansen.

Peter A. Sørensen
Sportsredaktør | pas@midtjyllandavis.dk

1 måned siden

FODBOLD Det bliver med en forstærkning på midtbanen, at Young Boys FD går ind i til foråret. Den 19-årige Jeppe Kilden Grøn skrev fredag under på en kontrakt med klubben, som gælder fra det nye år.

Jeppe Kilden Grøn kommer fra Ry, og har en fortid som ungdomsspiller i SIF, hvor han har fået sin fodboldmæssige opvækst. I det seneste halve år har han prøvet kræfter med seniorfodbold i Aarhus Fremad på et lejeophold, men skifter altså nu på en permanent aftale til Young Boys FD. Midtbanespilleren er noteret for en enkelt førsteholdskamp for SIF.

- Først og fremmest hele konceptet med unge spillere var noget som tiltalte mig rigtig meget. Og så en stor træningsmængde, som minder meget om det, jeg kommer fra, og som jeg befinder mig godt i. Og så også det med, at man får noget på arbejdsdelen, så man bliver udviklet der, det synes jeg er rigtig fedt, fortæller Jeppe Kilden Grøn.

Hos Young Boys FD er der også stor tilfredshed med at have sikret en spiller, der kan være med til at styrke stabiliteten på midtbanen.

- Jeppe ser vi som en dygtig 6’er, som vi faktisk har fulgt intensivt det seneste år. Vi forsøgte allerede at få ham i sidste transfer-vindue – og er glade for at det er lykkedes nu, siger fodbolddirektør, Holger Kristiansen.

Med Jeppe Kilden Grøn har Young Boys FD sikret sig en spiller, som fremover skal være med til at sætte sit præg på opbygningen af spillet på holdet.

- På sigt er vi sikre på, at Jeppe vil kunne hjælpe os med at få spillet og drevet bolden hurtigere igennem kæderne i banens længderetning, så at vi hurtigt kan blive målfarlige. Dermed er vi sikre på, at Jeppe passer perfekt til vores spillestil, siger Holger Kristiansen.

Som en del af konceptet omkring Young Boys FD bliver Jeppe Kilden Grøn også ansat i Young Business. Her bliver han den 16. spiller i truppen, som også har arbejde i Young Business.

Jeppe starter op i Young Business 2. januar, mens det gør løs i Young Boys dagen efter.

Indlæser debat