Brand-kvintet juler i Linå

29. november 2019, 10.40

Silkeborg Brand Kvintet leverer musikken, når juletræet tændes i Linå.

LINÅ Silkeborg Brand Kvintet, der tidligere hed Silkeborg Brandkorps Orkester, sørger for musik, når juletræet på torvet i Linå skal tændes søndag 1. december kl. 16.

Kvintetten spiller glade, danske julemelodier og engelske christmas carols.

Man regner med, at det meste af Linå og omegn møder frem, så såvel børn som voksne sammen kan synge og danse omkring byens juletræ.

Der serveres gløgg, kaffe, æbleskiver mm. samt lidt godter til børnene.

Der bliver i øvrigt lejlighed til at høre Silkeborg Brand Kvintet spille julemusik igen torsdag 12. december, hvor de spiller julen ind for beboere og pårørende på Lysbro Plejecenter.