SIF slog FC Midtjylland i årets første testkamp

En flot fighterindsats gav de hårdt kæmpende SIFerne en flot sejr på 3-2 efter to overraskende scoringer indenfor kampens sidste kvarter

24. januar 2020, 14.54

Valance Nambishi header her den afgørende scoring i nettet. Foto: Jakob Stigsen Andersen

FODBOLD Det var momentvist til at se, at det var superligaens tophold mod ligaens bundhold ved årets første testkampfor SIF hjemme mod FC Midtjylland på Jysk Park.

Gæsterne var fra kampens start generelt mere sikre med bolden og havde lettere ved at spille frem på banen. Og havde Babajidi Davis kendt sin besøgelsestid, havde FCM været foran 0-2 indenfor et minut, inden SIFernes første forsøg på kassen 11 minutter inden pausen.

Først headede han forbi i fri position, og bagefter måtte Rafael Romo agere redningsmand.

Det var derfor fuldt fortjent, at FCMerne bragte sig i front, da nyindkøbet Anders Dreyer kunne gøre det til 0-1, efter SIF-forsvarets venstre side var åben som en motorvej.

Kort efter viste SIFerne tænder, men symptomatisk for offensiven nåede den sidste pasning aldrig frem.

Alligevel fik SIFerne udlignet tre minutter før pausen, da Anders Hagelskjær headede et hjørnespark fra Mads Emil Madsen i kassen.

Myldretid på sidelinjen

Målet fik FCMerne til at skrue tempoet i vejret, og da SIFernes opdækning kiksede ved et hjørnespark, kunne den tidligere landsholdsspiller, Lasse Vibe, score til 1-2 på første halvlegs sidste spark.

Pausen mindede mest om hovedbanegården i København i myldretiden.

SIF skiftede fire spillere, Ronnie Schwartz, Anders Hagelskjær, Frederik Alves Ibsen og målmand Romeo Romo. I stedet kom Oscar Hedwall, Simon Jakobsen, Jeppe Gertsen og Alexander Lind på banen.

FCM skiftede ni markspillere, og de friske ben betød, at de friskere FCMerne i høj grad satte sig på spillet, hvilket gav flere gode muligheder. Den største - et listigt skud fra højre side - blev dog pareret af den indskiftede keeper, Oscar Hedvall.

Med en halv time tilbage af kampen forlod Nicolai Vallys, Frederik Møller, Mads Emil Madsen og Filip Lesniak banen til fordel for Rasmus Carstensen, Sebastian Jørgensen, Valance Nambishi og Mads Kaalund.

Uden at det ændrede billedet af, at FCMerne var det farligste mandskab.

Blandt andet løb Awer Mabil i Simon Jakobsens blinde vinkel men sendte bolden via stolpen forbi målet.

Kort efter forærede Simon Jakobsen en gratis chance til en velspillende Evander, der måtte se Hedwall diske op med en klasseredning i SIF-målet.

To vigtige mål

Ud af ingenting - en alvorlig FCM-fejl af Awer Mabil - var der plads til en kontrachance, der blev spillet perfekt af Alexander Lind, som i rette øjeblik sendte kuglen til en fremadstormende Jeppe Okkels. Et tørt hug fladt i modsatte hjørne og SIF havde ufortjent udlignet til 2-2 med et kvarter tilbage.

Så var kampen helt åben. SIFerne fik mod på mere. Først sendte Sebastian Jørgensen Alexander Lind i dybden, mens hans forsøg blev klaret til hjørnespark.

Her dukkede Valance Nambishi op midt i feltet og headede hjørnesparket fra Sebastian Jørgensen i kassen til 3-2.

Måske ikke spille- og chancemæssigt efter bogen, mens SIFerne leverede over en kam en stor og disciplineret fighterindsats.

Og dét varmer næsten lige så meget som en sejr over ligaens tophold i årets første testkamp.