
TRYGFONDEN Sæt fokus på voldsramte sammen med mig - hjælp med at gøre en forskel. Stem til Tryghedsgruppens repræsentantskab - og sæt din stemme på mig. Valgperioden er fra 23. januar til 10. februar - og du bliver kontaktet i e-boks, hvis du har mulighed for at stemme. Jeg ønsker at sætte fokus på vold i hjemmet - alt for mange kvinder og deres børn lever med utrygheden inden for hjemmets fire vægge.
Det er min oplevelse, at der mangler opmærksomhed i offentligheden. Der er ingen fokus fra mediernes side, og det har store konsekvenser for dem, det rammer - ikke mindst børnene lider. Alt for mange bliver i voldsforhold alt for længe på grund af stigmatisering, mistet selvtillid og selvværd og tanker om egen skyld.
Jeg har min ugentlige gang på Gaia i Aarhus - et krisecenter med et fantastisk personale, som sikrer daglig tryghed, supervision, psykologhjælp med videre og støtter kvinderne og børnene i alle de forhold, som de kæmper med. Opholdet er en midlertidig sikker havn, inden der skal genetableres et »normalt« liv i »virkeligheden« igen. En ganske svær proces for langt de fleste, da det netop betyder farvel til den daglige tryghed og støtte.
Der er brug for:
- Oplysningskampagner, som øger opmærksomheden på voldsramte- og som gør det lettere for voldsramte at bryde med stigmatiseringen, ensomheden og selvfølgelig overgrebene.
- Projekter som kan støtte voldsramte, som skal starte forfra efter ophold på krisecentre - for først der skal den voldsramte genskabe trygheden for sig selv og børnene.


Vi må ikke tabe den næste vigtige generation
Indlæser debat