Norsk krone dykker til laveste niveau nogensinde

Weekendens nyheder om oliepriskrig giver rystelser i Norge. Der er tale om et krak, siger chefstrateg.

9. marts 2020, 14.11

I Norge har omkring en femtedel af økonomien en eller anden relation til oliesektoren. Derfor er den russisk-saudiarabisk priskrig på olie noget, der mandag giver en syngende lussing på de norske markeder. (Arkivfoto)

OSLO På tværs af Europa falder kurserne stort mandag, men særligt i Norge har markederne fået en lussing at starte ugen på. Det kan også mærkes på valutaen.

Den norske krone har mandag taget et dyk, og den har aldrig været mindre værd målt op imod den danske krone. Ifølge Ritzau Finans fik man klokken lidt i ti 0,6848 danske kroner for en norsk krone.

- Den norske krone falder som en sten her til morgen, siger Sydbanks seniorøkonom Kim Blindbæk.

Han peger på, at faldet i Norge nok særligt hænger sammen med, at der natten til mandag var store fald i olieprisen, efter at Rusland og Saudi-Arabien er gået i priskrig med hinanden.

- For ganske almindelige danskere er et det fint med et olieprisfald, for så bliver det billigere, når vi tanker bilen, siger Kim Blindbæk.

- Det gør det sådan set også for nordmændene. Men udfordringen for Norge er, at 20 procent af økonomien kan relateres til oliesektoren.

- Og når olieprisen falder, så kommer olieselskaberne i problemer, for på nogle felter er det dyrere at trække olien op end den pris, de kan sælge den til.

- Det spreder sig også som ringe i vandet til resten af den norske økonomi, for der er mange virksomheder, som lever af at servicere olieselskaberne - reparere deres maskiner, flyve helikopterture og så videre.

Og det afspejler sig også på det norske aktiemarked. Her åbnede handlen mandag med et fald på 12 procent.

- Et prisfald på 11-12 procent er af historiske proportioner, siger Danske Banks chefstrateg i Norge Christian Lie til den norske erhvervsavis Dagens Næringsliv.

- Det er utrolig vanskeligt at sige, hvordan dagen vil ende, men at 10 procents fald ikke er et krak vil være en fejl at sige. Det her er et krak.

Klokken tyve minutter i 12 skrev det norske erhvervsmediet, at børsen i Oslo havde trukket i håndbremsen på 31 aktier mandag. Det betyder, at aktien falder så kraftigt, at handlen sættes på pause op til fire minutter.

For danskere med rejselyst betyder den lavere norske kroner, at man får flere norske kroner mellem hænderne, når man veksler fra danske kroner.

Men ifølge Kim Blindbæk er mandagens fald ikke noget, der bør gøre Norge til et mærkbart mere attraktivt rejsemål.

- Den norske krone har været under pres i hele 2020, og går man længere tilbage har den norske krone været aftagende, siger han og påpeger, at Norge generelt er et dyrt land at rejse i.

/ritzau/