Badeanstalten 100 år: Krigsveteran finder tid og plads til alle

For krigsveteranen Hans Moesgaard Lauridsen er Badeanstalten blevet et åndehul i en hverdag, hvor han kæmper med følgerne efter udsendelse til et af verdens brændpunkter

30. november 2020, 16.13

- For mig er Badeanstalten blevet et sted, hvor jeg finder et fællesskab. Her er plads til at samtale, men der er også plads til at være stille, siger Hans Lauridsen (th) her sammen med Erik Torp. Artiklen her stammer fra Badeanstaltens jubilæumsavis, som blev udgivet sammen med Midtjyllands Avis lørdag den 28. november.

- Jeg var ved at dø af stress, konstaterer Hans Moes-gaard Lauridsen med et smil.

For selv om situationen var meget alvorlig for den tidligere udsendte soldat, så følger smilet og troen på noget bedre Hans Moesgaard Lauridsen.

Han er førtidspensionist og diagnosticeret med PTSD, og kæmper dagligt med de psykiske eftervirkninger, han fik i forbindelse med oplevelser som udsendt for det danske forsvar.

Oplevelserne ligger langt tilbage, men fylder hans hverdag, der blandt andet præges af manglende overskud og en oplevelse af hele tiden at være i mental og fysisk alarmberedskab. Men i Badeanstalten har Hans Moesgaard Lauridsen fundet et sted, hvor han kan slappe af.

Her finder mit hoved ro

- For mig personligt er Badeanstalten blevet et sted, hvor jeg finder et fællesskab. Og så er det blevet et sted, hvor jeg finder roen i mit hoved. Jeg plejer at sige, at jeg har »spasserhjerne«, siger han med en vis portion galgenhumor.

I Badeanstalten oplever han også, at der bliver lyttet til ham. Her er der altid plads til ham. Både i badet og bag skranken hos personalet, hvis der er behov for det. Så bliver han budt på en kop kaffe og en samtale.

- Jeg holdt faktisk også min fødselsdag hernede, siger Hans Moesgaard Lauridsen og fortæller om dagen, hvor han kom cyklende hen over Bindslevs Plads og mødte en kvinde, der kørte rundt med kageresterne fra en reception.

- Jeg kommenterede på kagen. Fortalte at jeg havde fødselsdag. Hun sagde, at jeg gerne måtte få et stykke. Så løb jeg ned i Badeanstalten og forklarede hektisk, at jeg skulle have et fad eller noget lignende, som jeg kunne have kagen på. Bagefter sad vi og drak kaffe og spiste kage hernede. Det var enormt hyggeligt. Det er der også plads til i Badeanstalten, siger han, der oplever Badeanstalten som et sted med stor rummelighed og lighed.

I badet er vi alle nøgne

- I princippet kan jeg sidde med min krøllede baggrund og have en samtale med direktøren for et stort lokalt firma. I badet er vi alle nøgne, og det er også derfor, vi sjældent taler om arbejde. Der er så meget andet interessant at tale om, siger Hans Moesgaard Lauridsen og tilføjer.

- Der er plads til at samtale, men der er også plads til at være stille.

Sidstnævnte sker ikke mindst i »dampen«, hvor Hans Moesgaard Lauridsen og hans hjerne for alvor finder plads til at slappe af.

Her er et unikt fællesskab

- Pulsen kommer ned. Kroppen falder til ro og stressniveauet falder, siger Hans Moesgaard Lauridsen, der efter at være blevet varmet godt og grundigt igennem, nyder at komme en tur i det kolde bad.

- Her får jeg en oplevelse af, at kroppens stresshormoner og medicinrester bliver udskilt fra kroppen. Og at jeg får ny energi, siger han, der grundlæggende betegner sig selv som et meget aktivt menneske.

Derfor går en del af vejen til at blive en bedre udgave af sig selv, også gennem gåture i skoven. Eller en løbetur på 10 kilometer.

- Der er på en måde to yderpunkter. Løbeturen på ti kilometer eller en dag på sofaen. De er jo begge meget centreret om »Hans, Hans, Hans«, konstaterer han og tilføjer.

- Men så er der badet. Her er der et helt unikt fællesskab, og her kan jeg være social i det omfang, jeg har kræfter til, siger han, der anbefaler Badeanstalten til alle.

- Ikke kun mennesker med psykisk sygdom tæt inde på livet, men alle, der oplever en stressfyldt og fortravlet hverdag, siger Hans Moesgaard Lauridsen, der på skift er begyndt at tage sine tre drenge med i Badeanstalten.

Dels for at give dem en fornemmelse af, hvad det er deres far oplever i badet, dels for at videreformidle stedets historie.

- Det er helt unikt, og jeg synes, det er vigtigt, at nye generationer og brugere også oplever det stykke kulturhistorie, som Badeanstalten er. Det er vigtigt, at fortællingen om Badeanstalten bringes videre. 100 år mere, er vel ikke for meget at kræve, siger Hans Moesgaard Lauridsen.

- Pulsen kommer ned. Kroppen falder til ro og stressniveauet falder, siger Hans Moesgaard Lauridsen om opholdet i »dampen«, hvor hans stressramte hjerne for alvor slapper af.