Festival-plaster på hjemmeside

Tange Sø Festival viser koncert på nettet med Justin Hoe og Michael Falch som erstatning for årets festival

26. marts 2021, 09.06

Optagelse til det trofaste festivalpublikum. Fra venstre ses brygmester Flemming Lindgaard fra Grauballe Bryghus, Justin Hoe - musiker, Allan Møller fra TAWØL i Ans og Peter Baggerman, der er en del af Tange Sø Festival og Grauballe Bryghus. Foto: Søren Hulemand Maul

MUSIK Der kommer ingen Tange Sø Festival i år.

Augustfestivalen er aflyst på grund af corona.

Til gengæld kommer Tange Sø Festival nu med et alternativ på nettet.

Forleden optog festivalen med hjælp fra Den Gamle Biograf i Kjellerup og Hulemand Maul Photo en koncert med Justin Hoe. Det skete under overholdelse af alle gældende regler for corona.

Justin Hoe optræder formalt sammen med makkeren Hawkeye ved Tange Sø Festival som tomandsband med masser af knald på.

- Vi viser koncerten på festivalens hjemmeside for at hjælpe festivalens trofaste publikum med at holde gejsten til den festival, der kommer i 2022, siger Peter Baggerman, der er en del af festivalens ledelse.

Koncerten bliver offentliggjort den 3. april om eftermiddagen.

Her vil man også kunne opleve musik med Michael Falch, der har sendt sin personlige musikalske hilsen til festivalen.

Desuden vil man kunne opleve Tange Sø Bryg, der i år sendes ud fra Grauballe Bryghus. Den skal også være med til at holde gejsten frem til næste års festival, fortæller Allan Møller fra TAWØL. Det er foreningen, der i samarbejde med Grauballe Bryghus, står for den lokale festivalbryg.

Indlæser debat...