Statsministeren om dødsulykke: Trist og hjerteskærende nyhed

19. september 2021, 13.01

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

HAMMEL Nyheden om cykeleksperten Chris Anker Sørensens tragiske død har rystet mange.

Statsminister Mette Frederiksen skriver på Facebook:

- Trist og hjerteskærende nyhed Danmark vågner til. Alt, alt for tidligt har vi skulle sige farvel til Chris Anker Sørensen. Chris har løftet dansk cykelsport - både på cyklen og udenfor banen. Mine varmeste tanker til familien og hans kære.

Også tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har reageret på Chris Anker Sørensens død:

- Chris Anker har fortryllet os med sin cykling, sit humør og sit vid. Nu er han død. Jeg blev simpelthen så ked af det. En familiefar i sin bedste alder. Ubærligt, urimeligt. Du var her så kort, men gav os så meget. Hvil i fred - du var en stjerne.

En lang række profiler indenfor cykelverdenen hylder Chris Anker Sørensen på de sociale medier for hans store betydning.

Hammel Cykle Klub hylder også det gamle klubmedlem.

- Så ufatteligt trist en nyhed har ramt os alle her til aften. Æret være Chris Ankers minde, skriver Lars Tue Toft Pedersen, formand for klubben, på Facebook.

- Vi kommer til at savne dig Chris, og dine altid gode, erfarne og humørfyldte kommenteringer, skriver Charlotte Smed Rasmussen på klubbens Facebook-side.

Indlæser debat...